Kamp om American Airlines

British Airways’ moderselskab IAG frygter, at American Airlines forlader oneworld og at samarbejdet om atlanttrafikken bliver sløjfet, hvis American Airlines bliver overtaget af Delta Air Lines eller US Airways. Derfor overvejer IAG selv at købe sig ind i det konkursramte selskab.

Selvom man er tvunget i knæ, så kan man godt være attraktiv. Det kan man skrive under på i American Airlines’ hovedkontor i Dallas. Selskabet gik i betalingsstandsning i november 2011, og er nu ved at finde sine ben igen under den særlige amerikanske konkurslov, der gør det muligt at søge ly for kreditorerne i en periode.

En fusion med et andet af de store amerikanske luftfartsselskaber er den helt oplagte vej ud af problemerne. Og de potentielle legekammerater er da også begyndt at stille sig op i kø. US Airways nævnes som den mest oplagte, mens også Delta Air Lines kunne være en mulighed.

Udsigten til en fusion mellem American Airlines og et af de to selskaber får nu moderselskabet bag British Airways og Iberia, IAG, på banen. Selskabet frygter at en fusion kan true det samarbejde om flytrafikken over Atlanten, som American Airlines, Iberia og British Airways har etableret.

Desuden er American Airlines et markant selskab i oneworld-alliancen, hvor også British Airways og Iberia er medlemmer. Faktisk er American Airlines oneworld’s eneste medlem i Nordamerika. US Airways hører hjemme i Star Alliance og Delta Air Lines regerer i Skyteam-alliancen. En fusion ville derfor sandsynligvis betyde, at American Airlines ville glide ud af hænderne på oneworld og over i en af de konkurrerende alliancer.

Derfor lufter IAG nu ideen om at købe sig ind i American Airlines. Amerikansk lovgivning forbyder udenlandske virksomheder at eje mere end 25 procent af et amerikansk luftfartsselskab. Og derfor kan det komme på tale at samarbejde med kapitalfonden TPG Group.

Ikke fundet en makker
Den mest oplagte fusionspartner er US Airways. Blandt de oprindelige seks store amerikanske netværksselskaber slog Delta Air Lines og Northwest Airlines pjalterne sammen i 2008, og i år blev 2010-fusionen mellem United og Continental ført ud i livet med nymalede fly med United-navn og Continentals karakteristiske Globus-logo på halerorerne.

American Airlines og US Airways er de to sidste af de seks, som ikke har fundet en makker i det konsolideringsspil som alle forudså, ville komme i amerikansk luftfart efter 11. september.

Men signalerne fra US Airways’ CEO Doug Parker er fortsat lidt blandede.

”Branchen er blevet konsolideret, og resultatet er, at vi har en langt mere rationel industri nu. Så det er ikke længere en strategisk nødvendighed at konsolidere. US Airways behøver ikke at fusionere med nogen. Vores resultater viser, at vi har en model, der virker i en konsolideret industri,“ sagde Doug Parker i sidste uge.

På den anden side kunne en fusion måske alligevel give mening.

“Når det er sagt, så giver det måske mening at gøre noget. Det kunne være i vores bedste interesse at blive et større luftfartsselskab med stærkere indtægter, og det kunne give os mere stabilitet. Og fordi det kan give mening, ser vi på det, siger Doug Parker.

American Airlines er verdens femtestørste luftfartsselskab, da 106 mio. passagerer sidste år fløj med selskabet mere end 600 fly. US Airways er nummer 10 på listen med knap 61 mio. passagerer.

En fusion ville bringe selskabet op på førstepladsen, hvor Delta Air Lines i dag huserer med over 163 mio. passagerer sidste år. Et ægteskab mellem Delta og American ville skabe verdens suverænt største luftfartsselskab med knap 270 mio. passagerer. Næsten dobbelt så mange som nummer to på listen, United Airlines.