- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Kan Malaysia-Singapore Airlines genopstå?

Malaysia Airlines og Singapore Airlines indgår aftale om tættere samarbejde. Nu spekuleres der i, om det gamle Malaysia-Singapore Airlines kan genopstå.

Malaysia Airlines har været i store økonomiske vanskeligheder de seneste år, og i marts måned meddelte Malaysias premierminister Mahathir Mohamad, at regeringen i det sydøstasiatiske land overvejede enten at nedlægge, sælge eller refinansiere det nationale flyselskab.

Malaysia Airlines iværksatte i 2014 en femårig turnaround-plan, der skulle rette op på økonomien i selskabet. Det var samme år som Malaysia Airlines kom ud for to fatale flyulykker, da MH370 forsvandt på en flyvning fra Kuala Lumpur til Beijing og MH017 kort efter blev skudt ned over det østlige Ukraine af pro-russiske oprørere. Ulykkerne kostede tilsammen 537 mennesker livet og var i høj grad med til at forværre selskabets i forvejen svære situation.

Tiltagene i turnaround-planen skulle efter planen have ført til overskud i selskabet igen i 2018, men det lykkedes ikke, og 2019 har indtil videre vist sig også at være vanskeligt år for Malaysia Airlines.

Nu kan en ny aftale med Singapore Airlines fra Malaysias naboland imidlertid vise sig at være en vigtig brik i kampen for redde det skrantende selskab. Singapore Airlines og Malaysia Airlines har netop underskrevet et aftalememorandum om at styrke samarbejdet mellem de to selskaber.

Bygger på eksisterende codeshare-aftale
Det udvidede samarbejde skal bygge på selskabernes eksisterende codeshare-aftale, som dækker flyvninger mellem Singapore og Malaysia. Den formelle aftale vil blive afsluttet i løbet af de kommende måneder og vil også omfatte Singapore Airlines datterselskaber SilkAir og Scoot samt Malaysia Airlines søsterselskab Firefly.

Malaysia Airlines koncernchef, Izham Ismail, siger, at aftalen er den første, som også involverer de to flyselskabers datterselskaber og understregede, at den vil være en fordel for kunderne.

“Malaysia Airlines har altid historisk haft stærke kommercielle og kulturelle forbindelser med Singapore Airlines. Mit team og jeg er meget glade for at kunne bygge videre på det tætte forhold, denne gang på tværs af mange områder i begge flyselskaber,” siger Izham Ismail.

Seks år med samme selskab
Malaysia Airlines og Singapore Airlines voksede i sin tid ud af det samme selskab. Malaysia–Singapore Airlines (MSA) blev etableret i 1966 som det nationale selskab for Malaysia og Singapore og var i fællesskab ejet af de to landes regeringer.

MSA eksisterede dog kun i seks år frem til 1972, hvor det blev splittet op i de to nuværende selskaber på grund af uenighed om strategien mellem de to regeringer.

Nu bliver der banet vej for et tættere samarbejde mellem de to selskaber igen, men en egentlig fusion er ifølge en analytiker ikke særligt sandsynligt.

“Dette vil naturligvis føre til spekulationer om, at Singapore Airlines kan være den strategiske investor, som Malaysia Airlines har behov for, og som den malaysiske regering har været fortaler for. Men der vil være så mange udfordringer, som skal overvindes for at gøre det til en seriøs mulighed,” siger chefanalytiker Brendan Sobie fra CAPA Centre for Aviation til nyhedsbureauet CNA i Singapore.

 

Relaterede artikler:

Nye Malaysia Airlines-ruter på vej til Europa

Malaysia Airlines gør klar til ny fremtid

Malaysia Airlines læste ikke Ukraine-advarsler