Et af North Flyings Metroliner-fly på Svalbard (Foto: Oddgeir Tørresdal)

Karup og Esbjerg kan indgå i en ny regional strategi

Hos North Flying tror man på mulighederne for at drive indenrigstrafik fra Esbjerg og Karup med 19-sæders Metro-fly. Man mangler blot et selskab, der vil tage det kommercielle ansvar.

Det Aalborg-baserede flyselskab North Flying får den 1. juli ny administrerende direktør, når Stefan Vilner sætter sig i chefstolen.

Her skal han være ansvarlig for at implementere den stategi, som han selv har været med til at udarbejde som medlem af flyselskabets bestyrelse siden oktober måned 2010.

Der er tale om en ny ekspansiv strategi, der skal styrke North Flyings tre hovedforretningsområder, henholdsvis taxaflyvning, ambulanceflyvning samt regional luftfart.

Indenfor regional luftfart ser Stefan Vilner store muligheder. I dag flyver North Flying som Air Norway på ruterne mellem Fagernes og Oslo samt mellem Ørland og Oslo.

“Vi ser flere muligheder i det norske marked. Vi benytter 19-sæders Metro-fly, mens DAT og Widerøe slås i markedet med noget større fly. Vil vil gerne lave noget mere regional produktion,“ fastslår Stefan Vilner.

Han peger på især Norge og Sverige samt andre lande i Europa. Men det kan også være andre steder i Norden, for eksempel i Danmark.

“Man kan sagtens forestille sig ruter fra Karup til København eller fra Esbjerg til København. Vi vil dog ikke selv tage det kommercielle ansvar. Det vil vi overlade til andre,“ siger den kommende North Flying-direktør.

For mange om buddet
Det bliver dog ikke på det traditionelle taxafly-marked, at North Flying skal vokse.

“Der er for mange om buddet, og der bliver taget for lidt for varen. Vi vil flyve noget mere ambulance og regional luftfart i stedet for,“ siger Stefan Vilner.

Strategien går ud på at udvide samarbejdet med SOS International i nærområderne. Her er man ikke så konkurrenceudsatte, da de konkurrerende flyselskaber opererer i hvert sit segment. Hos Billund-selskabet JoinJet har man ofte de noget længere flyvninger, mens North Flying udfører korte flyvninger samt specialflyvninger.

North Flying vil også i større omfang gå ind i flymanagement-opgaver, hvor man allerede i dag er i dialog med selskaber, hvor man kan passe flyene for dem. Her kigger man også på vedligeholdelse af jets og større turbopropfly.

Vækst på toplinjen
Hos North Flying har man også brug for at igangsætte aktiviteter, der kan sikre øgede indtægter. Flyselskabet sluttede 2012 med et driftsunderskud på næsten 7 mio. kroner baseret på en omsætning på 75 mio. kroner og 50 ansatte.

Dermed mistede North Flying i 2012 omkring 100.000 kroner, hver gang man udskrev fakturaer for en million kroner. En situation som Stefan Vilner skal rette op på, når han indtager direktørstolen.

“Vi skal skabe en større omsætning, så der skal være fuld fokus på toplinjen. Vi har vores fly og ingen nævneværdig gæld samt en sund omkostningsstruktur. I forhold til mange andre luftfartsvirksomheder, så har vi et godt udgangspunkt,“ mener den kommende North Flying-direktør.

Foto: Oddgeir Tørresdal