Kina parat til at beslaglægge europæiske fly

Kina truer med at beslaglægge europæiske luftfartsselskabers fly, hvis EU indfører sanktioner mod en række kinesiske selskaber, som senest i dag skal indrapportere tal for deres CO2-udledninger.

Slagsmålet mellem Europa og resten af verden om det omdiskuterede europæiske CO2-kvotesystem for alle flyselskaber, der flyver i europæisk luftrum, kan risikere at blive optrappet gevaldigt i de kommende uger.

Mere end 1200 luftfartsselskaber har indrapporteret deres CO2-udledninger for de første måneder af 2012. Men 10 kinesiske og indiske luftfartsselskaber stritter imod og har ikke indsendt oplysningerne til EU inden fristen 31. marts. I maj måned gav EU’s klimakommissær Connie Hedegaard de genstridige selskaber frist til i dag til at få det på plads. Ellers ville EU-Kommissionen tage initiativ til at straffe selskaberne med forskellige former for sanktioner. Det kunne i sidste ende være flyveforbud i EU.

Beslaglægge fly
Men intet tyder på at kineserne og inderne overgiver sig uden kamp. Direktøren for den kinesiske luftfartsbranche, Wei Zhenghong, truer således med at landet vil beslaglægge europæiske luftfartsselskabers fly, når de lander i Kina. Det kan være konsekvensen, hvis EU og Connie Hedegaard gør alvor af sine trusler.

”Vi vil helst ikke se en situation hvor du tilbageholder mine fly og jeg tilbageholder dine fly. Men den kinesiske regering vil tage mindst de samme skridt (som EU, red.), og disse modsanktioner vil blive langvarige,” siger Wei Zhenghong, der blandt andet taler på vegne af de tre store statsejede selskaber Air China, China Southern Airlines og China Eastern Airlines.

Fælles sanktioner
EU’s CO2-kvotesystem har vakt stor vrede i hele verden siden indførelsen 1. januar i år. Mere end 20 lande med USA, Kina, Indien og Rusland i spidsen har dannet en koalition, der har diskuteret fælles sanktionsmuligheder mod EU.

Mest vidtgående forslag har været russernes trussel om at lukke det sibiriske luftrum for europæiske luftfartsselskabers trafik mellem Europa og Asien.