- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Kina-rute til København bliver onestop

Fremover skal Københavns Lufthavn dele Kina-ruten til Chengdu med Helsinki Lufthavn, da passagergrundlaget for en direkte rute til København har været for svagt.

Siden Sichuan Airlines den 10. december sidste år indviede en direkte rute mellem Chengdu og København, har passagertallet på ruten ikke udviklet sig som forventet.

Det tager det kinesiske flyselskab nu konsekvensen af og omlægger ruten til at gå via Helsinki. Allerede tilbage i april søgte Sichuan Airlines de kinesiske myndigheder om at flyve to gange ugentligt til Helsinki fra august måned.

Det sker i stedet fra den 16. september, hvor der flyves to gange ugentligt nonstop mellem Chengdu og Helsinki, mens København bliver endestationen på ruten, der således bliver onestop i stedet for nonstop.

Ændret tidtabel
Det betyder, at tidtabellen og rejsetiden ændrer sig for de passagerer, der benytter ruten til og fra København. I dag flyves der mandag og fredag fra Chengdu kl. 02.00 lokal tid med ankomst i København kl. 06.10. Herefter returnerer A330-flyet kl. 13.30 og ankommer kl. 05.00 næste morgen i den kinesiske storby.

Fra den 16. september lander flyet fra Kina kl. 06.00 om morgenen i Helsinki, hvorefter det flyver til CPH kl. 08.35 med ankomst kl. 09.10. Herfra returnerer flyet kl. 10.55 med ankomst i Helsinki kl. 13.35 lokal tid. Fra Helsinki flyves der kl. 15.45, og ankomsten i Chengdu bliver stadig kl. 05.00 næste morgen.

For rejsende fra Københavns Lufthavn betyder ændringerne, at rejsetiden til Chengdu øges fra ni timer og 30 minutter til samlet 12 timer.

Svag belægning på nye Kina-ruter
Der er ikke længere adgang til data på specifikke destinationer i Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens luftfartsstatistik, hvorfor det ikke er muligt at se, hvordan Chengdu-ruten historisk har præsteret.

Derimod er det muligt finde data for antal passagerer fra Københavns Lufthavn til samtlige lande i verden, og heraf fremgår det, at passagertrafikken til Kina er øget med 25.205 i perioden fra den 1. december 2018 til 31. maj 2019.

I en seks måneders periode er det kun lykkedes at tiltrække 25.205 nye Kina-passagerer, når det samtidig er et faktum, at Air China har åbnet en rute fra Beijing til København med fire ugentlige afgange den 30. maj sidste år, og sammen med Sichuan Airlines-ruten til København er Kina-kapaciteten øget med 3.100 sæder om ugen, hvilket svarer til en kapacitetsøgning på 73.396 for den nævnte seks måneders periode.

Men en samlet belægning på 34,3 procent for de to selskabers ruter, giver det derfor god mening, at Sichuan Airlines vælger fremover at dele ruten med Helsinki.

 

Relaterede artikler:

Fin premieretur med Sichuan Airlines

Sichuan Airlines i luften fra CPH

Officielt: Sichuan Airlines åbner CPH-rute