En Airbus A330-300 fra det kinesiske flyselskab Sichuan Airlines. Foto: Laurent Errera

Officielt: Sichuan Airlines åbner CPH-rute

Det kinesiske flyselskab Sichuan Airlines starter den 10. december en rute mellem Chengdu og København. Det er tredje nye forbindelse mellem Asien og CPH i 2018.

Endnu et asiatisk flyselskab er klar til at operere på Københavns Lufthavn.

Lufthavnen bekræfter fredag, at det kinesiske flyselskab Sichuan Airlines letter første gang den 10. december med kurs mod metropolen Chengdu, der er kendt som ”pandaernes hovedstad”.

CHECK-IN.dk skrev allerede i slutningen af maj, at Sichuan Airlines ville komme til København senere i 2018. I første omgang stod premieren til en gang i august, men første CPH-rotation er således udskudt cirka fire måneder.

Ruten mellem Chengdu og København vil blive betjent med en Airbus A330-300 med plads til 301 passagerer. Der er afgange på mandage og fredage. Flyet lander klokken 05.45 i CPH og letter igen klokken 13.10. Rejsetiden er på ni timer og 50 minutter.

Tre nye Asien-ruter
I begyndelsen af maj åbnede Cathay Pacific en direkte rute mellem Hongkong og København, og senere samme måned havde Air China sin første flyvning mellem Beijing og København. Den nye rute fra Sichuan Airlines er dermed den tredje direkte forbindelse fra Asien og til Københavns Lufthavn i år.

“Jeg synes, vi skal være stolte over, at det nu er lykkedes at tiltrække tre nye ruter i kølvandet på det dansk-kinesiske turismeår i 2017. Kina er et vigtigt marked for Danmark, både i forhold til handel og i forhold til turisme, hvor jeg ser et stort potentiale,” siger erhvervsminister Rasmus Jarlov i en pressemeddelelse.

“I dag er det en lille andel af kineserne, der rejser til Europa, men i takt med at den kinesiske middelklasse vokser, vil vi også kunne forvente mange flere kinesiske turister til Norden.”

Målrettet CPH-indsats
Fra Københavns Lufthavns side er der også naturlig glæde over den nye Asien-rute, der har altså har premiere to uger før juleaften.

“Med Sichuan Airlines bliver der for alvor lukket op for hele det sydvestlige Kina, hvor velstanden er vokset markant de seneste årtier. Der bor 14 millioner mennesker alene i metropolen Chengdu. Så vi forventer, at den nye rute vil være til stor gavn for både turismen og samhandlen,” siger Thomas Woldbye, administrerende direktør i Københavns Lufthavn.

“I Københavns Lufthavn har vi i de senere år arbejdet hårdt for at udvide antallet af interkontinentale ruter – og nu kan vi høste frugten af det arbejde.”

Chengdu-pandaer til Danmark
Chengdu var for cirka 1.000 år siden hovedstad i Kina, og i dag er byen et stort industricentrum og trafikknudepunkt i det vestlige af landet.

Byen har fået tilnavnet ”pandaernes hovedstad” på grund af et særligt pandacenter. Centeret skal i slutningen af 2018 eller i begyndelsen af 2019 levere to pandaer – en hun og en han – til Københavns Zoo på Frederiksberg, som i øjeblikket bygger et helt nyt anlæg til dem.

De to nye pandaer kan dermed boarde et direkte fly, når de skal rejse den lange vej fra Kina og til deres nye hjem i Danmark.

Sichuan Airlines blev grundlagt i 1986, og flyselskabet har i øjeblikket 132 fly og cirka 80 destinationer på rutekortet. Selskabet begyndte som indenrigsoperatør i Kina, men sidenhen er der tilføjet flere langdistanceruter til både Europa og USA.

Sichuan Airlines er ejet af China Eastern, China Southern og Shandong Airlines.

 

Relaterede artikler:

Sichuan Airlines klar til København

Medie: Københavns Lufthavn får ny Kina-rute

Kinesere planlægger nordisk invasion

Tre kinesiske flyselskaber på vej til København

Air China er landet i København