Med tocifrede vækstrater og en ny terminal med en kapacitet på 45 mio. passagerer om året bygget på rekordtid, er der fuld knald på i den kinesiske storby Shenzhens lufthavn.
(SHENZHEN) Bussen hopper og danser på de ujævne mudderveje, mens den nye terminal tårner sig op i horisonten og vi krydser under den ene næsten færdige motorvejsbro og togbro efter den anden. I baggrunden ligger den nuværende lufthavn og flyene lander i en lind strøm. I mens passerer vi et utal af barakker med kinesiske bygningsarbejdere inden vi når frem til det beskedne kontorbyggeri, der udgør hovedkontoret for byggeriet af den nye lufthavnsterminal.
Vi er på markerne rundt om den kinesiske storby Shenzhens lufthavn. I et stort mødelokale kan vi se en model af lufthavnens nye Terminal 3, som med en kapacitet på 45 mio. passagerer skal være med til at håndtere den enorme vækst, som den sydkinesiske by oplever. På bare 30 år er Shenzhen vokset fra en lille provinsby til at være en brusende metropol med mere end 10 mio. indbyggere og et sted, hvor nye skyskrabere kommer til hele tiden.
Og med sådan en vækst er det nødvendigt at tænke stort – også når man bygger lufthavn. Til en pris af 1 mia. dollars har man på bare tre år opført den 450.000 kvadratmeter store Terminal 3, der indvies næste sommer. Den skal afløse de nuværende terminaler A og B, der oprindeligt kun var designet til 17 mio. passagerer. Med et forventet passagertal på over 30 mio. i år og tocifrede vækstrater år efter år, er der derfor behov for mere plads. Til sammenligning havde Københavns Lufthavn sidste år 22,7 mio. passagerer.
I dag er 95 procent af lufthavnens trafik indenrigstrafik, men det har de vækstivrige kinesere i sinde at lave om på. På modellen i mødelokalet er der placeret fly fra KLM, Swiss, United, Lufthansa, Qantas og en lang række andre internationale flyselskaber.
Den nye terminal i glas og stål bliver 1000 meter lang, 650 meter bred og får 68 gates og 14 fjernstandpladser. Der bliver fire forskellige tog- og metrolinjer, der fører ud til lufthavnen parallelt med flere store motorveje.
Spærrer øjnene op
CHECK-IN.dk er sammen med journalister og fotografer fra omkring 20 andre internationale medier på besøg i lufthavnen i anledning af at det lokale Shenzhen Airlines bliver optaget i Star Alliance. Og selv de garvede journalister fra de store internationale luftfartsmagasiner, der har set og hørt lidt af hvert gennem tiden, spærrer øjnene op, når hører om kinesernes planer og ambitioner.
Lufthavnsdirektøren fortæller begejstret om, hvordan man allerede har planer i skuffen for, hvad man gør, når der bliver brug for mere kapacitet end den nye Terminal 3 kan håndtere.
”Så spejlvender vi bare tegningerne, og bygger en Terminal 4 lige over for,” siger lufthavnsdirektøren og peger med en laserpen på modellen, mens de landende fly over hovedet på os næsten overdøver ham.
Den ekstra terminal, som vil kunne øge kapaciteten til 90 mio. årlige passagerer er allerede tegnet ind på modellen. Det samme er en tredje landingsbane parallelt med de to nuværende. Landingsbane nummer to åbnede sidste år, men hvis forventningerne til passagervæksten holder stik, bliver der ikke kun brug for nye terminaler, men også ekstra start- og landingskapacitet.
Fylder op
Lufthavnen ligger ud til kysten og cirka 500 meter ude i vandet er kineserne tæt ved at have færdiggjort en kilometerlang vejbro, der skal føre en ringvej uden om lufthavnen og nordpå. Når der bliver behov for en tredje landingsbane, fylder man så men bare op med jord mellem kysten og den nye bro og anlægger banen her.
Shenzhen Lufthavn er placeret kun 35 kilometer i luftlinje fra Hong Hongs travle internationale lufthavn mod syd. Det kræver en hvis koordination i luftrummet. Et koordinationsbehov, som ikke bliver mindre i takt med at Shenzhen lufthavnen vokser.