- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

KLM første Messenger-kunde hos Facebook

KLM's kunder kan nu som de første modtage boardingkort og kommunikere med deres flyselskab via Facebooks beskedtjeneste Messenger.

Hollandske KLM tilbyder nu som det første flyselskab i verden, at kunderne kan bruge Facebook’s real-time beskedservice Messenger, når de rejser med selskabet. Dermed kan kunderne modtage deres reservationsbekræftelse, boardingkort, og påmindelser samt få trafikopdateringer. Desuden kan de kommunikere direkte med KLM’s kundeservice via Messenger og eksempelvis få lavet ombookninger hos KLM’s sociale medier-team, som taler og skriver 13 sprog.

Når man som KLM-kunde bestiller en billet på selskabets hjemmeside, så kan man oprette forbindelse til Messenger, når man afslutter sin bestilling, og få en bekræftelse på købet via Messenger. Hvis man ikke vælger det, så kan man stadig modtage sit boardingkort via Messenger, når man checker ind på flyselskabets hjemmeside.

KLM begyndte udrulningen af den nye service i denne uge og forventer, at det er bredt tilgængeligt for alle KLM-rejsende over hele verden i de kommende dage og uger.

Betale på Facebook
Messenger bruges hver måned af 800 mio. mennesker verden over og hænger sammen med Facebook’s chatfunktion.

De senere år har KLM satset hårdt på at tilbyde kunderne nye og innovative digitale løsninger. I 2014 kunne KLM som de første tilbyde kunderne, at de kan betale for deres billetter og ekstra services direkte på Facebook eller Twitter i stedet for at skulle ringe til selskabet.

 

Læs også:

Betal flybilletten via Facebook eller Twitter

KLM tilbyder social flights gennem ‘Meet & Seat’