KLM modtog i slutningen af januar det sidste eksemplar af 28 Boeing 787 Dreamlinere. Første fly blev leveret for ti år siden, og inden længe får selskabet nye Airbus A350-fly.
KLM har fuldendt en storordre på levering af 28 Dreamliner 787 fly fra den amerikanske flyproducent Boeing. Det sidste fly i serien har navnet ’Krokus’, og det ankom direkte fra USA til Amsterdam i slutningen af januar.
Dermed har KLM 13 Boeing 787-9 fly, som er en kortere model med færre sæder, og 15 eksemplarer af Boeing 787-10, som er længere og med plads til flere passagerer.
Leveringen af det splinternye fly markerer en foreløbig afslutning på KLM’s modernisering af langdistanceflåden. Det har varet i mere end ti år, da selskabet fik leveret det første Dreamliner fly i 2015. Det fik navnet ’zonnebloem’, som på dansk er solsikke.
Første flyselskab i Europa
I 2019 kort før KLM’s 100-års fødselsdag, var KLM det første flyselskab i Europa, som modtog Boeing 787-10 versionen. Det er den største model af Dreamliner flyene. Dette fly blev døbt ’Oranjebloesem’, der på dansk betyder orangeblomst.
787-10 modellen har op til 318 sæder, mens 787-9 udgaven i KLM’s konfiguration har 275 sæder. Samtlige KLM Dreamliner fly har siden vinteren 2024-2025 haft tre klasser ombord, da alle fly blev udstyret med Premium Comfort Class, som er placeret mellem business class og economy og tilbyder de rejsende ekstra benplads, bedre komfort og en udvidet menu.
KLM fremhæver, at Dreamliner flyene skiller sig ud med et smart design, store vinduer og et mere rummeligt interiør. Selskabet oplyser, at man forventer, at flyene vil betjene KLM’s kunder i årtier fremover.
Økonomisk har KLM fordel af lavere omkostninger til vedligeholdelse af de nye fly sammenlignet med de ældre forgængere. Boeing 787 Dreamliner er i vid udstrækning konstrueret af kompositmaterialer, og det reducerer vægten og øger rækkevidden.
Stor langdistanceflåde
KLM opererer sine Boeing 787-9 og 787-10 Dreamliner fly på adskillige langdistanceruter fra Amsterdam til destinationer i Amerika, Asien og Afrika. Vigtige ruter inkluderer store knudepunkter som New York, Los Angeles, San Francisco, Bogotá, Cape Town, Beijing, Tokyo og Manila. For nyligt er ruter til San Diego i USA og Georgetown i Guyana blevet tilføjet.
KLM råder over flere end 50 langdistancefly, og udover Dreamliner opererer selskabet 11 ældre Airbus 330 fly, som skal erstattes af Airbus 350 fly. Desuden har KLM 31 Boeing 777 widebody-fly, hvoraf nogle af de ældre fly efter planen skal udskiftes med Airbus 350 fly i de kommende år som en del af en ordre på 50 fly til Air France-KLM.
Relaterede artikler:
Køber 50 nye fly og bliver største A350-operatør