Air France-KLM Group har bestilt i alt 50 nye Airbus A350. Foto: Air France-KLM Group

Køber 50 nye fly og bliver største A350-operatør

Air France-KLM Group lægger en ordre på 50 nye Airbus A350, hvilket vil gøre koncernen til den største operatør af flytypen. Flyene skal erstatte ældre Boeing 777- og Airbus A330-fly.

Mandag kunne Air France-KLM Group oplyse, at koncernen øger antallet af ordrer på Airbus A350 fra den europæiske flyproducent.

Koncernen lægger således en bestilling på hele 50 A350’ere fordelt på varianterne -900 og -1000. Herudover har Air France-KLM fået købsrettigheder til yderligere 40 A350’ere. De første leveringer vil ske i 2026 og løbe frem til 2030.

”Denne nye ordre vil være et stort skridt i fornyelsen af koncernens flåde. Airbus A350 er et moderne fly med en fremragende historik hos Air France, hvor det hurtigt er blevet en favorit blandt passagerer og besætning, siden det blev taget i brug i 2019. Det passer perfekt til koncernens netværksbehov og kan prale af enestående præstationer,” siger Benjamin Smith, koncernchef i Air France-KLM.

Koncernchefen fremhæver, at flytypen som erstatning for ældre fly som Boeing 777 og Airbus A330 skal være med til, at Air France-KLM når sine bæredygtighedsmål om blandt andet 30 procent færre CO2-emissioner per passagerkilometer inden 2030 sammenlignet med 2019.

Har bestilt i alt 99 A350’ere
Den nye ordre fra Air France-KLM sker som supplement til en eksisterende ordre fra koncernen på 41 Airbus A350-900, hvoraf 22 indtil videre er blevet leveret. Samtlige af dem flyver for Air France.

Air France-KLM er også blandt lanceringskunderne på Airbus A350 Full Freighter-versionen, som skal være med til at forny og udvide flåden af fragtfly. Der er bestilt i alt otte fly. Og med i alt 91 bestilte A350-passagerfly og otte A350-fragtfly bliver Air France-KLM verdens største operatør af Airbus A350.

Andelen af fly fra den nyere generation i Air France-KLM-flåden vil i 2028 være oppe på 64 procent sammenlignet med fem procent i 2019.

Air France-KLM har en flåde bestående af i alt 533 fly, der opererer til over 300 destinationer verden over. Med den nyeste A350-ordre vil koncernen have en samlet ordre på mere end 220 fly – herunder 100 fly fra Airbus A320neo-familien. De første leveringer af denne flytype forventes ved udgangen af 2023.

 

Relaterede artikler:

Air France modtager sin 20. Airbus A350

Air France bestiller flere Airbus A350

Air France-KLM vil etablere joint venture med Airbus