- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

KLM opgraderer kabiner i Boeing 737-fly

KLM er i gang med at opgradere kabinerne i 14 af selskabets Boeing 737-fly. Helt nye sæder reducerer kabinevægten i hvert fly med 700 kilo.

Passagererne hos KLM vil fremover kunne sætte sig til rette i helt nye og moderne sæder i flere af Boeing 737-flyene.

Det hollandske flyselskab har nemlig indledt en komplet fornyelse af kabinerne i 14 ud af i alt 31 Boeing 737-800. Opgraderingen inkluderer nye sæder på både Economy Class og Business Class.

De ergonomisk-designede flysæder giver mere komfort og ekstra benplads, og polstringen består af genbrugt læder. I gennemsnit er sæderne 20 procent lettere end de nuværende sæder, og det reducerer den samlede kabinevægt med 700 kilo.

De nye sæder vil således være med til at reducere kulstofudledningen fra KLMs Boeing 737. De lettere sæder betyder 58 ton mindre brændstofforbrug og 184 ton færre CO2-emissioner per fly om året. Det betyder en årlig brændstofbesparelse på 812 ton og en reduktion på 2.576 ton CO2-emissioner samlet set for de 14 Boeing 737-800.

Opgraderer fly frem mod marts 2022
De opgraderede fly bruges primært på europæiske flyvninger, og det første fly med ny kabine er allerede i drift.

”KLM ønsker at tilbyde sine passagerer endnu mere komfort og stil på europæiske flyvninger, samtidig med at flyvningernes CO2-emissioner reduceres. Derfor investerer KLM fortsat i sit on-board-produkt og bæredygtighed, så vi fortsat kan imødekomme vores kunders forventninger og komme stærkere ud af krisen,” siger Boet Kreiken, direktør for kundeoplevelse i KLM.

Hver enkelt passager i de opgraderede Boeing 737-800 har mulighed for at oplade elektroniske apparater via egen USB-indgang. Herudover vil de opgraderede fly have større kabinehylder og beroligende LED-belysning.

I marts 2022 færdiggør KLM opgraderingen af kabinen i den sidste Boeing 737-800 i denne omgang.

WiFi bliver tilgængeligt
KLM annoncerede i april, at flyselskabet i samarbejde med kommunikationsselskabet Viasat introducerer WiFi på 18 Boeing 737-800 frem mod nytår – herunder de 14, der også får nye flysæder.

Passagererne kan vælge imellem tre forskellige typer internetpakker, hvoraf to af dem er mod betaling. Den gratis pakke inkluderer mulighed for at sende og modtage beskeder i 30 minutter via eksempelvis WhatsApp og Facebook Messenger. En stor del af Boeing 737-flyene hos KLM vil dermed fremover stå med et stærkere produkt end hidtil.

 

Relaterede artikler:

KLM introducerer WiFi på europæiske flyvninger

KLM debuterer med ny flytype i Billund

Første Embraer E195-E2 leveret til KLM