Københavns Lufthavn. (Foto: CPH)

København er Europas venligste lufthavn

København er ikke alene Nordeuropas bedste lufthavn, det er også den venligste, viser en ny afstemning. I den anden ende af skalaen ligger Paris Charles de Gaulle lufthavnen.

Den britiske rejsesøgemaskine Skyscanner har spurgt sine europæiske brugere, hvor venlig de vurderer lufthavnene i Europa på en skala fra 1-10. Ud af 500 svar fra 30 lande i Europa bliver Københavns Lufthavn stemt ind på en fornem førsteplads foran Amsterdam Schiphol og Stockholm Arlanda.

I bunden af listen finder man Paris Charles de Gaulle, som dermed er den mindst venlige – eller mest uhøflige – lufthavn ifølge Skyscanners brugere.

”Vi ønsker København tillykke med det gode indtryk, vores brugere har af venligheden i lufthavnen. Lufthavne er jo det første, der møder flyrejsende, så at gøre et godt førstehåndsindtryk er meget vigtigt for turisters opfattelse af destinationen som helhed,” siger Skyscanners skandinaviske marketingchef Linda Edstrand.

Hos Københavns Lufthavn vækker afstemningsresultatet naturligvis begejstring:

”Selvom der ikke er tale om en større undersøgelse, giver resultatet en klar indikation af, at vores servicestrategi er helt rigtig. I Københavns Lufthavn ønsker vi at behandle de rejsende som en god vært behandler sine gæster, og det slår igennem på vores høje passagertilfredshed, som er steget yderligere siden strategiens lancering for godt to år siden,” siger salg- og markedsdirektør Carsten Nørland fra Københavns Lufthavn.

Skyscanner spurgte brugerne af deres engelske site om venligheden i de største lufthavne målt på trafik i hvert af de europæiske lande. 500 rejsende fra 30 lande i Europa afgav deres stemme på en skala fra 1-10.

Top fem over de venligste lufthavne i Europa:
1. Københavns Lufthavn
2. Amsterdam Schiphol
3. Stockholm Arlanda
4. Barcelona
5. Frankfurt

Top fem over de mindst venlige lufthavne i Europa:
1. Paris Charles de Gaulle
2. Moskva Domodedovo
3. Atatürk Istanbul
4. London Heathrow
5. Madrid Barajas