- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

København får sin første Bilbao-rute

Det spanske IAG-selskab Vueling, der i 2021 var 10. største selskab i Københavns Lufthavn, åbner sin ottende spanske rute fra CPH. Destinationen er Bilbao i Baskerlandet.

Det spanske lavprisflyselskab Vueling spiller en stadig større rolle i forhold til Københavns Lufthavns udbud af ruter til Spanien. Det understøttes efter etableringen af endnu en ny rute.

Den 17. juni åbner Vueling en ny rute til Bilbao fra den danske hovedstadslufthavn, der ikke tidligere har haft direkte forbindelse til den nordspanske havneby i Baskerlandets Vizcaya-provins.

Vueling vil flyve hver mandag og fredag på en sæsonrute frem til den 2. september. Om fredagen forlader Airbus A320-flyet Bilbao Airport kl. 06.50 og vil være fremme i Københavns Lufthavn kl. 09.40. Her vender flyet på en halv time og returnerer kl. 10.20 med ankomst i den spanske lufthavn kl. 13.10.

Mandagsafgangen fra Bilbao er planlagt til kl. 15.55, og flyet lander i CPH kl. 18.45. Returflyvningen finder sted kl. 19.25, og kl. 22.15 er flyet tilbage i Bilbao efter to timer og 50 minutter.

10. største selskab i CPH
Sæsonruten til Bilbao bliver den ottende spanske Vueling-rute fra Københavns Lufthavn. I forvejen flyver Vueling til Alicante, Barcelona, Lanzarote, Las Palmas, Málaga, Palma de Mallorca og Tenerife.

Lavprisflyselskabet er ikke alene aktiv til de spanske destinationer. Fra den 27. marts begynder selskabet også at flyve mellem København og Amsterdam, og i forvejen er både Firenze og Paris-Orly på ruteprogrammet fra CPH, der kan tilbyde i alt 11 ruter med VY-rutenumre.

Vueling, der er et selskab i den britisk-spanske IAG-koncern, er på vej til at blive et af de selskaber, der fylder godt i Københavns Lufthavn. I 2019 – før coronapandemien – var selskabet blot det 20. største flyselskab med 282.918 passagerer og en markedsandel på 0,9 procent. I 2021 var der 185.680 rejsende, men til gengæld var selskabet blevet de 10. største i CPH, mens markedsandelen var vokset til over 2,0 procent.

Dermed har Vueling potentiale til flere end 500.000 årligt passagerer, når passagererne for alvor vender tilbage til CPH.

 

Relaterede artikler:

Femte flyselskab fra København til Amsterdam

Vueling med yderligere tre danske ruter

Grundlag for Bilbao-rute fra København