- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

København mister Nordafrika-rute

Siden den 1. oktober 2017 har AirArabia (Maroc) fløjet to gange om ugen mellem Agadir og København. Selskabet har i vinterhalvåret haft konkurrence fra Norwegian, der har fløjet en gang om ugen til den marrokanske turist- og havneby, men nu bliver det norske lavprisflyselskab alene på ruten.

Det er konsekvensen af, at AirArabia (Maroc) har valgt at lukke selskabets base i Agadir, hvormed selskabet fra slutningen af oktober ikke længere vil flyve fra Agadir til syv europæiske byer. Udover København er der tale om Stockholm, Birmingham, Manchester, Dublin, Køln-Bonn og Basel.

Ifølge lokale medier er beslutningen taget på baggrund af en gennemsnitlig belægning på 29 procent, men det har dog ikke været muligt at få bekræftet disse informationer.

Krise i lokal turistindustri
Med beslutningen om at lukke basen i Agadir, står den lokale turistindustri over for store udfordringer i den kommende vinter, hvor konkursen i Thomas Cook Group har betydet, at der vil komme væsentligt færre turister til Marokko i de kommende måneder. 

Agadir har sammen med destinationer som Ouarzazate, Oujda, Nador, Essaouira, Marrakech og Tanger været afhængig af statslige og regionale subsidier for at kunne udvikle turismen, og derfor sker baselukningen på det værst tænkelige tidspunkt, når et stort antal europæiske turister ikke kommer til de marrokanske feriedestinationer i den kommende vintersæson.

Lokale medier vurderer samtidig, at konkursen i Thomas Cook Group for Marokko er værre end den finanskrise, der blev udløst ved konkursen i den amerikanske storbank Merrill Lynch tilbage i 2018.

 
Herudover flyver Royal Air Maroc to gange om ugen mellem København og Casablanca.
 
I slutningen af 2012 forsøgte AirArabia (Maroc) sig med en ugentlig flyvning fra Marrakech til Billund, men denne rute måtte efter tre afgange opgives som følge af et utilstrækkeligt antal passagerer, da der ikke havde været tid til at markedsføre ruten før opstart.
 
 

Relaterede artikler:

Ni nye vinterruter fra danske lufthavne

Arabisk lavprisflyselskab kommer til København

Billund mister flyselskab efter tre afgange