København vært for global rejsekonference

ACTE, der er en verdensomspændende forretningsrejseorganisation, har besluttet at afholde den globale efterårskonference i København i 2014.

København får i dagene fra den 19. til den 21. oktober 2014 besøg af Travel Managers og rejseindkøbere fra de største virksomheder i hele verden.

Det sker i forbindelse med efterårskonferencen for medlemmerne af ACTE (Association of Corporate Travel Executives), der en global organisation for Travel Managers fra mere end 80 lande.

Konferencen er henlagt til Bella Sky Comwell Hotel, der samtidig får mulighed for at vise sine faciliteter frem til rejseindkøbere fra hele verden.

Det er ikke alene København, der bliver begunstiget af en konference for en meget attraktiv målgruppe. Miami og det lokale InterContinental Hotel skal danne rammerne om forårets globale møde, der afholdes sidst i april måned næste år.

“Disse lokationer og hoteller er valgt udfra deres faciliteter og byernes lette tilgængelighed samt muligheden for at holde omkostningerne nede for alle delegerede,“ siger ACTE´s direktør Greeley Koch i en pressemeddelelse.

Repræsenteret i Norden
I Europa har ACTE hidtil været repræsenteret gennem Ann Cleveland-Oey, der frem til august måned var Global Sourcing Director hos finske Konecranes. I Sverige har man en lokal ACTE-ambassadør i skikkelse af Alexandra Novak, der har titel af Globale Category Manager, Travel & Meeting hos Alfa Laval Corporate med hovedkontor i Lund.

ACTE kan i år fejre 25 års jubilæum. Det er en organisation, der har til formål at repræsentere og uddanne ansatte i forretningsrejseindustrien på globalt plan. Hovedkvarteret ligger i Alexandria i staten Virginia i USA med kontorer i Asien, Afrika, Canada, Europa, Latinamerika og Mellemøsten. ACTE har medlemmer i 82 lande fra samlet seks regioner.

Det særlige ved ACTE er, at rejseindkøbere og leverandører arbejder sammen i organisationen om at træne og uddanne aktørerne i forretningsrejseindustrien. Hvert år er ACTEA arrangør eller medarrangør af op imod 60 events over hele verden.