Boeing 737-800 fra Ryanair i Billund Lufthavn. (Arkivfoto: Morten Lund Tiirikainen)

Konsekvenser af baselukning kan være små

En meget stor andel af Ryanairs passagerer i Billund Lufthavn vil sandsynligvis ikke forsvinde, når det irske selskab lukker sin base i Vestdanmarks største lufthavn.

Konsekvenserne for Billund Lufthavn af Ryanairs lukning af sin base i lufthavnen, kan vise sig ikke at blive så store. Adskillige af Ryanairs 14 ruter fra Billund går nemlig til andre baselufthavne, hvor andre Ryanair-fly kan betjene Billund-ruterne.

En tredjedel af passagererne kommer fra én enkel rute til Ryanairs suverænt største base i London Stansted-lufthavnen. En rute, som selskabet derfor let burde kunne finde ledig kapacitet til at betjene.

Og endelig så opereres flere af de andre af selskabets større Billund-ruter i nogle perioder af året allerede i dag fra andre baser. Det gælder blandt andet for ruten til Budapest, som kun sommerhøjsæsonen flyves med fly fra Billund-basen.

Sidste år havde Ryanair lidt over 737.000 passagerer til og fra Billund Lufthavn. Det viser tal fra Trafikstyrelsens officielle statistikker. Suverænt størst var ruten til London Stansted, mens flere andre ruter havde ganske få passagerer.

Passagertal på Ryanairs danske ruter 2014 vs 2013

Fra Billund til 2014 2013 Afv. i %
London-Stansted 257.554 233.137 11 %
Málaga 66.394 64.531 3 %
Alicante 40.333 50.045 -19 %
Budapest 47.043 43.616 8 %
Palma de Mallorca 43.538 45.615 -5 %
Rom-Ciampino 36.212 34.452 5 %
Milano-Bergamo 36.460 38.197 – 5 %
Barcelona-Girona 29.531 33.344 – 11 %
Chania 22.210 17.515 27 %
Tenerife South 22.075 24.547 – 10 %
Pisa 19.484 17.436 12 %
Malta 18.921 19.173 – 1%
Venedig-Treviso 16.936 16.414 3 %
Corfu 10.850 8.893 22 %
Lukkede ruter * 69.614 140.088 – 50 %
I alt Billund 737.155 767.830 – 4 %
Fra Aarhus til 2014 2013 Afv. i %
London-Stansted 81.407 77.512 5 %
Lukkede ruter ** 36.913 72.248 – 49 %
I alt Aarhus 118.320 149.760 – 21 %

Kilde: Trafikstyrelsen & AENA

Lukkede ruter * Alghero, Carcassone, Edinburgh, Faro, Krakow, Trapani og Zadar.

Lukkede ruter ** Alicante, Barcelona-Girona, Las Palmas, Málaga, Palma de Mallorca og Oslo-Rygge.

Kommer til at få kniven
Før Ryanair åbnede sin base i Billund Lufthavn i 2012 havde selskabet fløjet til lufthavnen siden 2007 og havde i 2011 omkring 500.000 passagerer.

Ryanair vil realistisk set formentlig kunne opretholde 9-11 af sine 14 ruter og det vil sandsynligvis være de mindre ruter, der går til små baselufthavne eller til lufthavne, som ikke er Ryanair-baser, der kommer til at få kniven.

På den baggrund kommer Billund Lufthavn formentlig kun til at miste et sted mellem 100.000 og 200.000 passagerer, svarende til mellem 3,5 og 7,0 procent af de 2.852.076 passagerer, som gik gennem lufthavnen sidste år.

Samtidig er det værd at huske på, at lufthavnen i 2015 har fået eller får 11 nye ruter.

Nye ruter fra Billund Lufthavn i 2015:

Destination Selskab Dato Frekvens Fly S
Prag Czech Airlines 29.03.15 4/uge AT5 H
Bruxelles Brussels SN 30.03.15 12/uge DH4 H
Oslo Czech Airlines 01.04.15 3/uge AT5 H
Berlin Airberlin 13.04.15 7/uge S20 H
Napoli DAT 03.05.15 1/uge M87 S
Grønland Greenland Exp. 11.05.15 4/uge A320 S
Barcelona Norwegian 01.06.15 2/uge 737-800 H
Reykjavik KEF WOW Air 12.06.15 1/uge A320 S
Bornholm DAT 18.06.15 2/uge AT5 S
Gdansk Wizz Air 19.06.15 2/uge A320 S
Vilnius Wizz Air 15.09.15 2/uge A320 S

Kilde: Billund Lufthavn. Note: S=Sommerrute H=Helårsrute

Foto: Morten Lund Madsen.