Kriseramt flyselskab må sætte 15 fly på jorden

Økonomiske problemer får det kriseramte indiske luftfartsselskab Kingfisher Airlines til at grounde 15 af selskabets fly. Over 100 piloter har allerede forladt selskabet, og flere leverandører stopper deres kredit til Kingfisher Airlines.

Krisen i indisk luftfart udstilles nådesløst af problemerne hos Kingfisher Airlines, der ejes af milliardæren Vijay Mallya. Det kriseramte selskab har aflyst en lang række ruter i et forsøg på at genvinde finansiel stabilitet.

Og nu har krisen og de økonomiske problemer tvunget selskabets ledelse til at grounde 15 fly på jorden

Det rapporter Reuters, men ledelsen i selskabet afviser at kommentere på hvor lang tid flyene i givet fald skal forblive på jorden.

Der er ifølge Reuters tale om et antal Airbus fly, som selskabet ikke har haft råd til at vedligeholde.

Over 100 piloter har forladt selskabet i de seneste måneder, og flere leverandører, herunder lufthavne og olieselskaber, er stoppet med at yde selskabet kredit.

Dermed spidser problemerne tilfor det kriseramte Kingfisher Airlines, mens bankerne forsøger at finde en løsning på gældskrisen hos selskabet, der indtil for nylig var Indiens næststørste.

Venter på bankerne

Der kan være hjælp på vej fra State Bank of India, der står i spidsen for et konsortium af banker der har penge til gode hos Kingfisher Airlines. Angiveligt arbejder de indiske banker på at skrue en aftale sammen, der kan hjælpe selskabet.

Kursen på det børsnoterede luftfartsselskab er faldet med 67 % siden årets begyndelse, og selskabets aktive flåde er skåret ned fra 69 til 40.

Ifølge flere analytikere har høje brændstofpriser, indædt konkurrence og store tab skabt så meget turbulens, at den indiske luftfartsbranche nærmer sig et kritisk punkt, hvor selskaber kan gå konkurs.

Center for Asia Pacific Aviation (CAPA) forudser et samlet tab på $2,5-3 milliarder for de indiske luftfartsselskaber i deres indeværende regnskabsår, der afsluttes i marts 2012. Det svarer til et tab på op imod 16,5 milliarder danske kroner.

Den indiske luftfartssektor har ekspanderet for meget og for hurtigt uden at adressere landets grundlæggende problemer med dårlig infrastruktur og høje lufthavnsafgifter.