- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Kun 75 daglige flyvninger hele vinteren

I løbet af det kommende vintertrafikprogram vil Finnair kun gennemføre 75 flyvninger om dagen. Flyselskabet havde en passagernedgang på 40 procent fra august til september.

Finnair kan ikke afvikle det trafikprogram i løbet af den kommende vinter, som selskabet forventede tidligere på året.

I perioden fra 25. oktober 2020 til 31. marts 2021 vil Finnair kun gennemføre cirka 75 daglige flyvninger, hvor tallet i sidste vintersæson var på 350 flyvninger om dagen. Markant udvikling hos det finske flyselskab, der er stærkt påvirket af coronakrisen.

Antallet af destinationer i løbet af vinteren er på 51 – herunder seks interkontinentale ruter til Tokyo, Seoul, Hongkong, Shanghai, Nanjing samt Bangkok. Det er samtidig vigtige fragtruter, og på ruten til Bangkok vil der kun blive fløjet passagerer på tilbagevejen mod Helsinki. Der vil være reducerede ugentlige frekvenser på næsten samtlige Finnair-ruter. I 2019 opererede flyselskabet til over 100 destinationer.

”Pandemisituationen og de relaterede rejsebegrænsninger har fortsat stor indflydelse på efterspørgslen efter flyrejser, og det er derfor ikke muligt at gennemføre alle de flyvninger, vi i maj planlagde for denne vinter,” siger Ole Orvér, kommerciel direktør i Finnair.

Ny sydkoreansk rute
Finnair har desuden opdateret det foreløbige trafikprogram for sommeren 2021, hvor der vil blive tilbudt flere ruter.

”Vores netværk vil blive udvidet, og vi øger antallet af ugentlige frekvenser i løbet af foråret. Vi følger fortsat udsigten på efterspørgsel og opdaterer sommertrafikprogrammet for 2021 i overensstemmelse hermed i begyndelsen af ​​2021,” forklarer Ole Orvér.

En ny rute til Busan i Sydkorea skulle være åbnet i år, men Finnair har udsat den til sommeren 2021. Det finske flyselskab påtænker desuden at flyve til Tokyo Haneda i løbet af sommeren. Ruterne til San Francisco, Xi’an, Beijing og Sapporo vil dog forblive suspenderet.

Passagertal falder med 40 procent
115.500 passagerer rejste med Finnair i september, hvilket var hele 40,1 procent færre end i august og 91 procent færre end i samme måned i 2019. Finnair påpeger, at særligt de strenge finske rejserestriktioner i øjeblikket under coronapandemien har påvirket tallene kraftigt.

Som følge af de lave passagertal i øjeblikket har Finnair besluttet at lukke sin lounge midlertidigt i Schengen-området i Helsinki Lufthavn. Flyselskabets lounger i non-Schengen-området har været lukket siden marts.

 

Relaterede artikler:

Finnair udsætter genstart af syv ruter

Finnair vil afskedige 1.000 ansatte

Finnair: Tredje kvartal bliver ikke bedre