Kunder venter fortsat på refusion fra Air Arabia

På trods af løfter fra Air Arabia kniber det fortsat for kunder, der har købt billetter til selskabets nedlagte rute fra Billund, at få billetterne refunderet.

Den 29. november sidste år meddelte lavprisselskabet Air Arabia, at man lukkede sin rute mellem Marrakech og Billund efter kun tre flyvninger. Mere end halvanden måned efter kæmper kunder, der havde købt billetter til ruten fra Billund, stadig med at få kontakt til selskabet og få pengene retur.

CHECK-IN.dk skrev første gang om sagen den 3. januar i år. Her lovede Air Arabia’s pressechef, at han personligt ville tage hånd om sagen. Men det er tilsyneladende ikke sket.

Adskillige kunder fortæller på Air Arabia’s Facebook-side om hvordan de i ugevis uden held har forsøgt at komme i kontakt med selskabet for at få refunderet billetter til den nedlagte Billund-rute. Hvert indlæg bliver kort tid efter besvaret med en besked fra Air Arabia om, at kunderne blot skal sende dem deres bookingnumre, og så vil pengene blive tilbageført.

En dansk kunde, som CHECK-IN.dk har talt med, fortæller, at hun den 7. januar blev lovet at pengene blev tilbageført, efter at selskabet havde fået hendes bookingnummer. Det er ikke sket endnu.

En anden dansk kunde fortæller til CHECK-IN.dk, at hun efter mange forsøg lykkedes med at komme igennem til Air Arabia’s kundeservice. Her lovede man hende, at pengene ville blive tilbageført. Det er de endnu ikke blevet.

CHECK-IN.dk kontaktede Air Arabia tirsdag i denne uge for at høre selskabets forklaring på, hvorfor kunderne ikke har fået deres penge refunderet efter at have henvendt sig til selskabet. Air Arabia er ikke vendt tilbage.

Læs også:

Air Arabia nøler med refusion

Billund mister flyselskab efter tre afgange

Arabisk lavprisflyselskab åbner i Billund