Lavprisinvasion på Island

Island er i stigende grad genstand for de store lavprisflyselskabers opmærksomhed. Spanske Vueling bliver det syvende lavprisflyselskab, der vil flyve til Island. Ikke færre end 17 flyselskaber kommer på besøg i Keflavik-lufthavnen i løbet af sommeren.

Der bliver trængsel i Keflavik-lufthavnen ved Reykjavik i den kommende sommer. I alt 17 flyselskaber har anmeldt rute- og charteroperationer til og fra Keflavik-lufthavnen på vulkanøen i Nordatlanten. Det betyder ifølge Iceland Review, at over 15.000 passagerer dagligti højsæsonen fra juni til og med august skal igennem terminalen.

Det spanske lavprisflyselskab Vueling har netop annonceret en rute fra Barcelona til Reykjavik i perioden fra 20. juni til 17. september. Vueling bliver dermed detsyvende lavprisflyselskab, der vil flyve til Island. I forvejen har easyJet, Germanwings, Norwegian, Transavia, NIKIsamt lokale WOW air fået øjnene op for lavprismulighederne til og fra øen, der blot har en befolkning på 320.000 indbyggere.

Norwegian har indtil videre blot en rute mellem Oslo og Keflavik, mens britiske easyJet i det kommende sommertrafikprogram vil flyve fra både London, Manchester og Edinburgh til Island. Lufthansa-datterselskabet Germanwings flyver fra Köln-Bonn og Stuttgart til Island, mens Transavia flyver ind til Keflavik fra Paris-Orly. Østrigske NIKI betjener endvidere Island gennem en rute fra Wien.

Det lokale islandske lavprisflyselskab WOW air flyver fra Keflavik til i alt 16 destinationer i Europa, herunder også København. WOW air overtog i efteråret det tidligere Iceland Express, der også på et tidspunkt havde ruter fra Billund og Aalborg.

Der flyves også til Reykjavik Airport. Det er primært Air Iceland og Eagle Air på indenrigsruter samt Atlantic Airways til og fra Færøerne.

Øget konkurrence til Icelandair
Den største operatør til og fra Island er ubetinget Icelandair. Selskabet betjener i modsætning til lavprisflyselskaberne de fleste ruter til og fra Island året rundt. Hvor der i den kommende sommer er 17 flyselskaber til og fra Keflavik, var der i vintertrafikprogrammet blot seks flyselskaber, derfløj tilIsland.

Forskellen på Icelandair og de mange lavprisflyselskaber er, at Icelandiar ikke alene har interesse i at flyve passagererne til og fra Island. Icelandair flyver nemlig til 10 nordamerikanske destinationer fra Keflavik-lufthavnen, således at mange af de europæiske ruter også er direkte føderuter til den vigtige trafik til og fra Nordamerika.

I højsæsonen flyver Icelandair 25 gange om ugen fra København til Keflavik samt tre gange om ugen fra Billund. Udover Norwegian er SAS det eneste ruteselskab, der betjener Island fra Skandinavien. Det sker dagligt fra Oslo-Gardermoen lufthavnen.

De 17 flyselskaber, der vil flyve til Island den kommende sommer er: Airberlin, Air Greenland, Austrian, Delta Air Lines, Lufthansa, easyJet, Edelweiss Air, Germanwings, Icelandair, NIKI, Norwegian, Primera Air, SAS, Thomas Cook Airlines, Transavia.com, Vuelingog WOW air (Avion Express).