Learjet-pilot glemte ekstra brændstof

Det var mangel på brændstof, der fik et Learjet-fly til at styrte ned på Bornholm den 15. september. Men flyet havde faktisk brændstof ombord.

Da et Learjet 24-fly lørdag den 15. september faldt ned under indflyvningen til Bornholms Lufhavn, var det fordi, flyet løb tør for brændstof.

Men Havarikommissionens foreløbige undersøgelser har vist, at flyet faktisk havde 160 liter brændstof ombord. De befandt sig i den brændstoftank, som lå inde i selve flykroppen. Motorerne fik brændstof fra vingetankene. Og for at få brændstof fra tanken i flykroppen ud til tankene i vingerne skulle piloten åbne for nogle ventiler og pumpe brændstoffet over.

Havarikommissionen har konstateret, at disse ventiler ikke var åbnet. Så selvom flyet stadig havde brændstof ombord, blev vingetankene tømt, motorerne stoppede og flyet styrtede ned på en majsmark syd for Bornholms Lufthavn.

Efter styrtet blev flyet transporteret til en hangar i Bornholms Lufthavn, hvor Havarikommissionen har set nærmere på det.

Mistænklig mexicansk pilot
Flyets 38-årige mexicanske pilot, der blev hårdt kvæstet og stadig er indlagt på Rigshospitalet i København, blev fredag i sidste uge varetægtsfængslet in absentia i fire uger. Politiet har sigtet manden for kreditkortsvindel for 30.000 kroner i forbindelse med køb af flybrændstof ved et tidligere besøg i Bornholms Lufthavn. Desuden er han sigtet for at bringe andres liv i fare ved at have fløjet flyet uden den lovpligtige andenpilot og uden at have det fornødne flycertifikat. En polsk mand var passager i flyet.

Politiet på Bornholm krævede mexicaneren varetægtsfængslet, da de frygtede, at han ellers ville forlade landet. Politiet arbejder på at fastslå mandens rigtige identitet og afklare, om han muligvis har andre ting på samvittigheden.

Efterforskningsarbejdet har indtil nu afsløret, at flyets luftdygtighedsbevis var mere end tre år gammelt.

Foto: Havarikommissionen