(Foto: Joan Hald)

LEGO tilslutter sig de store jyske rejseindkøbere

COTRA, der er medlemsforening for rejseaktive vestdanske virksomheder, har fået LEGO som nyt medlem. Hermed er de allerstørste rejseindkøbere i Jylland samlet i én medlemsorganisation, der vil arbejde for at skaffe bedre flyforbindelser til erhvervslivet i Vestdanmark.

Foreningen COTRA (Corporate Travel Denmark) blev i februar 2009 stiftet af omkring 20 større vestdanske virksomheder, der ønskede at medvirke til at styrke udviklingen af flytrafikken fra Vestdanmark.

Legetøjsproducenten LEGO i Billund har netop besluttet sig for at blive optaget som medlem afforeningen. Dermed har foreningen fået et nyt medlem med en væsentlig rejsevolumen samt en beliggenhed, der understøtter behovet for flere udenrigsruter fra Billund Lufthavn.

”Baggrunden for at LEGO Koncernen har valgt at blive medlem af COTRA, er ønsket om at være en del af et nært netværk og dele erfaringer og viden med andre jyske virksomheder. Vores forventninger til netværket er især at få sparring indenfor områder som globalisering, datakonsolidering og teknologi. Desuden er ønsket om flere afgange ud af jyske lufthavne også altid noget der har LEGO Koncernens interesse, og noget som vi i COTRA kan samarbejde om,” siger Mette Bank, der er Global Travel Manager hos LEGO.

Også hos COTRA-formanden Nomi Kustosz Andersen er der glæde over, at LEGO har valgt at tilslutte sig foreningen. “Det er utrolig positivt for COTRA at LEGO vælger at støtte op om COTRA’s mål og virke. Erfarings- og vidensdeling blandt medlemmerne i foreningen og dialogen med COTRA’s partnere styrkes for hvert nyt medlem, og LEGO er en stor spiller på det jyske forretningsrejsemarked. Det er derfor med stor glæde, at vi siger velkommen til LEGO,” udtaler Nomi Kustosz Andersen, der er Head of Travel Department hos Grundfos.

COTRA har som medlemmer de 25 største rejseaktive virksomheder i Vestdanmark, herunder bl.a. Bang & Olufsen, Danfoss, Grundfos, LEGO, Vestas og Siemens Wind Power. Herudover arbejder foreningen tæt med en række udvalgte partnere, der kan understøtte foreningens virke, bl.a. de større jyske lufthavne samt operatører, der har en interesse i flytrafik fra Vestdanmark.