Lego: Vi klarer os fint uden indenrigsrute

For Billunds største virksomhed, LEGO, har det ikke skabt de store problemer, at der i mere end 100 dage ikke har været flyforbindelse fra Billund til København.

Når SK 1280 på mandag afgår fra Billund Lufthavn kl. 06.30 og sætter kursen mod København markerer det afslutningen på en 102 dage lang periode uden en indenrigsrute mellem Danmarks to største lufthavne. Det er den hidtidige operatør, Cimber Sterlings, konkurs den 3. maj og andre luftfartsselskabers manglende lyst til at starte ruten op igen, der har betydet fraværet af flyforbindelsen.

Nu tager SAS så handsken op. Men hos Billunds største virksomhed, LEGO, har man ikke just savnet forbindelsen til hovedstaden.

”Det har ikke skabt de store problemer. Ganske få har måttet rejse lidt længere. Men det er praktiske problemer, som godt har kunnet løses,” forklarer Roar Trangbæk, pressechef i LEGO, til CHECK-IN.dk.

Nemmere via Amsterdam
Legetøjskoncernen har ikke kontorer i København, og derfor er behovet for at komme til hovedstaden ikke så stort. Til gengæld har selskabet salgskontorer i mere end 30 lande og fabrikker i lande som Mexico, Ungarn og Tjekkiet. Og her er det ofte nemmere at flyve via Amsterdam med KLM, via Frankfurt med Lufthansa eller via Paris med Air France, end at tage turen over Københavns Lufthavn.

Det skyldes især, at de tre storlufthavne har et større udbud af interkontinentale ruter end det er tilfældet på Amager. Og med fem daglige forbindelser på hverdage fra Billund til Amsterdam er frekvensen på den rute lige så stor som den bliver på ruten til København fra på mandag.

Lufthansa og Air France har fire og tre daglige flyvninger til henholdsvis Frankfurt og Paris.

Da Cimber Sterling gik konkurs den 3. maj stod fire danske lufthavne helt uden flyforbindelse til hovedstaden. Og mens forbindelserne fra Bornholm, Sønderborg og Karup blev genetableret af andre selskaber efter ganske få timer og dage, så havde ingen selskaber lyst til at gå ind på ruten mellem Billund og København. Først fra på mandag tager SAS altså stafetten op igen.