- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Lille canadisk lufthavn jubler over ny Air France-rute

I løbet af foråret vil Air France åbne end direkte rute til Quebec City i det østlige Canada. Det bliver den eneste rute fra Europa til Canadas 12. største lufthavn.

Quebec City er hovedbyen i den canadiske provins Quebec, hvor fransk er hovedsproget, og inden længe bliver det muligt at øge de frankofile forbindelser, når der etableres en direkte flyrute til Paris.

Fra den 17. maj vil Air France flyve tre gange om ugen fra Paris-CDG til Jean Lesage International Airport (YQB), der i 2019 – før coronapandemien – blot var Canadas 12. største lufthavn med næsten 1,8 millioner årlige passagerer.

Air France vil benytte en Airbus A330-200 med plads til 208 passagerer, så der bliver pludselig en øget international tilgængelighed for de omkring 8,2 millioner indbyggere i provinsen.

“At kunne byde Air France, et af verdens største flyselskaber, velkommen til YQB er en velsignelse for den socioøkonomiske udvikling af det større Québec City-område. Vi har forpligtet os til at udvikle nye flyruter, og dagens meddelelse stemmer overens med det mål om at tilbyde flere muligheder til lokale rejsende og være en direkte indgang for turister til at komme ind i det fantastiske Québec City-område,” siger Stéphane Poirier, administrerende direktør for YQB.

Øger med 25 procent til Canada
Air France har hidtil betjent de mange indbyggere i Quebec via en daglig busforbindelse mellem Quebec City og Pierre Elliott Trudeau Airport i Montreal, hvorfra det franske flyselskab også flyver til Paris.

Siden 1950 har Air France fløjet til Canada, hvor det først og fremmest er ruten til Montreal, der har været i centrum med op til fire daglige afgange. Herudover flyver Air France op til to gange dagligt til Toronto samt dagligt til Vancouver.

I den kommende sommer vil Air France øge sin kapacitet til Canada til et niveau, der er 25 procent højere end før coronapandemien, hvormed selskabet forventer at blive det førende selskab mellem Europa og Canada.

Rent faktisk bliver Air France det eneste selskab, der vil kunne tilbyde direkte flyvninger mellem Europa og Quebec.

 

Relaterede artikler:

Seks nye vinterruter fra Air France

Air France klar med 122 ugentlige USA-flyvninger

Air France annoncerer tre nye langdistanceruter