Afgangstavler i Paris Orly Airport. (Foto: Tupungato)

Air France klar med 122 ugentlige USA-flyvninger

Mandag åbner USA igen sine grænser for turister, der er vaccinerede mod COVID-19. Det får Air France til at skrue gradvist op for antallet af afgange til staterne i løbet af vinteren.

I næste uge oprinder dagen, som rejsebranchen har sukket efter. Mandag åbnes de amerikanske grænser atter for turister, der har modtaget to stik med en coronavaccine. I den anledning begynder Air France gradvist at øge antallet af flyvninger til USA.

Air France fortæller, at man planlægger at øge kapaciteten på sine ruter til USA løbende. Det skal ske gradvist i løbet af vinteren. SkyTeam-selskabet forventer at kunne tilbyde 122 ugentlige flyvninger til 11 forskellige destinationer i staterne. 

Grænserne har været lukkede i 18 måneder, men nyheden om, at de nu åbnes igen, har allerede fået efterspørgslen til at stige, fortæller Air France i en pressemeddelelse. Særligt rejser til New York, Miami og Los Angeles er i høj kurs blandt de rejsende, lyder det. 

Indvier ny rute
Air France vurderer, at genåbningen vil have en positiv afsmitning på kapaciteten. I slutningen af marts næste år håber flyselskabet at have en kapacitet, der svarer til 90 procent af 2019-niveauet. I den forgangne sommer var den blot på 50 procent. 

Det resultat skal blandt andet opnås ved at flyve oftere til flere forskellige destinationer. Fremover vil Air France eksempelvis flyve til New York fem gange dagligt, mens Miami og Los Angeles øges til henholdsvis 12 og 17 ugentlige afgange. 

Air France indvier derudover også en ny rute, der går fra Pointe-à-Pitre International Airport i Guadeloupe til New York. Derudover bliver det igen muligt at flyve fra Paris-Charles de Gaulle til Seattle i det nordvestlige USA. Den rute blev også lukket under coronapandemien. 

I alt vil Air France flyve til 11 destinationer i USA i løbet af vinteren. Det drejer sig om New York, Boston, Washington D.C., Detroit, Atlanta, Chicago, Miami, Houston, Seattle, San Francisco og Los Angeles.

 

Relaterede artikler:

Luftfarten jubler over USA-genåbning

Ny Air France-rute til USA

Lufthansa oplever USA-boom