- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Lønstigninger til piloter vil koste 49 milliarder kroner

Et flertal af piloterne hos Delta Air Lines har stemt for en ny overenskomst, der over en fireårig periode kommer til at koste flyselskabet 49 milliarder kroner i lønstigninger og forbedrede vilkår.

Det var ikke kun i Skandinavien og resten af Europa, at piloterne benyttede passagerernes store rejselyst i kølvandet på genåbningen efter COVID-19-pandemien som en løftestang til at forsøge at forbedre såvel lønniveauet som deres arbejdsvilkår.

Det gjaldt også i USA, hvor piloterne fra Delta Air Lines i løbet af sommeren og efteråret sidste år gennemførte flere demonstrationer ved en række af landets lufthavne, ligesom medarbejderne i regi af deres fagforening godkendte muligheden for at strejke, såfremt der ikke kom en ny overenskomst på plads.

Det gjorde der dog. Fagforeningen The Air Line Pilots Association (ALPA) og flyselskabets ledelses drøftelser mundede ud i en aftale, der nu også er blevet godkendt af et flertal af piloterne. 78 procent af de 15.000 Delta-piloter, hvilket svarer til 11.700 piloter, stemte for den nye overenskomst.

Forventes at påvirke andre forhandlinger
Den nye overenskomstaftale resulterer i, at piloterne hos det amerikanske flyselskab kan se frem til, at deres løn hæves med mere end 30 procent i løbet af de kommende fire år. Det skriver The Seattle Times.

Samlet set vil aftalen koste Delta Air Lines syv milliarder dollars (49 milliarder kroner), som i løbet af den fireårige periode skal benyttes til både at hæve lønniveauet samt forbedre en række andre arbejdsvilkår for de tusindvis af piloter i de hvidmalede fly med de blå og røde haler.

Ifølge flere amerikanske medier er forventningen i branchen, at Deltas nye overenskomst vil være med til at fastsætte en standard, som de givne fagforeninger vil læne sig op ad, når der foregår lignende forhandlinger hos eksempelvis American Airlines og United Airlines.

Vil bidrage til rekruttering
Overenskomsten er trådt i kraft torsdag, og den gælder indtil 2026, hvorefter den atter kan justeres gennem forhandlinger mellem parterne. Darren Hartmann, der er pilot og formand for Delta-piloterne i ALPA, slår fast, at sammenholdet blandt medarbejderne har ført til, at man har opnået den nye aftale.

”Denne overenskomst, der er den bedste i branchen, er et direkte resultat af, at Delta-piloterne har stået sammen og udvist beslutsomhed.”

Driftsdirektør John Laughter fra Delta Air Lines hæfter sig ved, at overenskomsten i hans optik reflekterer ”det bidrag, som vores piloter yder for Delta”, og at han mener, at aftalen vil medvirke til, at flyselskabet kan tiltrække nye ansatte i de kommende år.


Relaterede artikler:

Stærke regnskaber fra amerikanske flyselskaber

Pilotaftale sikrer lønhop på over 30 procent

Delta åbner otte europæiske ruter i 2023