- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

LOT har brug for endnu et milliardbeløb

Den polske regering har planer om at give LOT endnu en hjælpepakke, da det nationale flyselskab snart løber tør for likviditet. Forude venter dog først en hurdle, der helst skal overvindes hurtigt.

COVID-19-pandemien har været en hård omgang for flyselskabet LOT, der 1. juni i år igen kunne få fly til udenrigsdestinationer på vingerne efter fire måneders nedlukning. Glæden varede dog ikke ved, da flyselskabet kort tid efter igen måtte droppe en del af flyvningerne.

Efterdønningerne af de fire måneder uden internationale flyvninger samt de efterfølgende vanskeligheder har nu sendt det polske flyselskab ud i et kapløb med tiden, da LOT forventes at løbe tør for likviditet i slutningen af december. 

Det har fået regeringen i Polen til at forberede endnu en hjælpepakke, der minder om den, som flyselskabet modtog sidste år ved juletid. Denne gang lægger regeringen op til at tilføre selskabet 2,9 milliarder zloty (4,6 milliarder danske kroner). Det skriver TVN24.

Løber snart tør
Hvis hjælpepakken skal blive til noget, så kræves det, at den kan godkendes af konkurrencekommissær Margrethe Vestager samt EU-Kommissionen, og det haster en smule. Sådan lyder det i et lovudkast fra den polske regering, som det polske nyhedsbureau PAP har set. 

“Fordi selskabet, ifølge oplysninger fra LOT’s bestyrelse, vil miste (adgang til, red.) finansiel likviditet den 31. december, er der behov for hurtig accept af planen,” står der i lovudkastet, der desuden peger på de vanskelige forhold for luftfarten under COVID-19 som begrundelse for hjælpepakken.

Da EU-Kommissionen sidste år gav grønt lys for en hjælpepakke fra regeringen til LOT, fik flyselskabet tilført et beløb i zloty, der svarer til 4,8 milliarder kroner. 

Skal tilbagebetale milliardlån
I EU-Kommissionens begrundelse for godkendelsen af sidste års hjælpepakke, blev der lagt vægt på, at LOT er et vigtigt selskab for Polen, da flyselskabet er det eneste, som har hub i Warsaw Chopin Airport.

Derudover lagde EUs konkurrencekommissær Margrethe Vestager også vægt på, at en del af hjælpepakken var struktureret som et lån på 2,9 milliarder danske kroner, der skulle tilbagebetales af LOT. 

“Afgørelsen sikrer, at staten bliver tilstrækkeligt aflønnet for den risiko, skatteyderne påtager sig, og at støtten er forbundet med stramninger. Herunder et udbytteforbud samt yderligere tiltag for at begrænse konkurrenceforvridning,” lød det dengang fra Margrethe Vestager.

 

Relaterede artikler:

Star Alliance-selskaber fik statsstøtte i julegave

LOT vil satse på ferierejsemarkedet

“Luftfartens hjælpepakke kom for tidligt”