Det svenske LRF Samköp, der bl.a. har Arla Foods og Lantmännen som medlemmer, skifter den 1. april rejseleverandør fra American Express til Ticket Affärsresor.
En af Sveriges større rejseindkøbere skifter rejsebureau. Der er tale om LRF Samköp, der er en indkøbsorganisation for de 32.000 ansatte i virksomheder, der er medlem af Lantbrukarnas Riksförbund (LRF).
Der er Ticket Affärsresor der har vundet aftalen med LRF Samköp i tæt konkurrence med en række andre rejsebureauer – herunder American Express Business Travel, der hidtil har haft kunden. Det nye samarbejde begynder den 1. april og omfatter individuelle rejsende samt grupper og konferencer.
“Vi er meget stolte og glade over, at Ticket Affärsresor er blevet betroet at håndtere denne store forretningskunde, hvilket yderligere er et bevis på vores høje kompetence hos vores medarbejdere samt et tydeligt budskab omkring enkelthed og omkostningseffektivitet,“ siger Thomas Ådèn, der er administrerende direktør i Ticket Affärsresor.
Arla Foods AB i Sverige er medlem af LRF tillige med Lantmännen-virksomhederne, der er repræsenteret i Danmark gennem Lantmännen Unibake i Horsens samt Lantmännen Cerelia i Vejle. Følgende varemærker er kendte hos danske Lantmännen-virksomheder: Amo, AXA, Danpo, Hatting, Kornkammeret, Schulstad, Paaskebrød.
LRF-virksomhedernes danske afdelinger vil ikke som udgangspunkt indgå i rejsebureauaftalen, men kan gøre brug af LRF Samköp´s forhandlede aftaler med bl.a. hoteller og biludlejningsselskaber.
—
Fototekst: En tilfreds direktør Thomas Ådèn fra Ticket Affärsresor.