Luftfarten samlet i Silkeborg i dag

I dag afholder de jyske rejseindkøbere gennem foreningen COTRA deres årsmøde i Silkeborg. Her kommer flyselskaber fra nær og fjern for at debattere med medlemmerne.

Den jyske rejseindkøberforening COTRA blev etableret i februar måned 2009. I dag kan foreningen så afholde sit femte årsmøde, som bliver afviklet på Scandic Hotel Silkeborg.

COTRA er en interesseorganisation og et netværkssamarbejde, der aktivt arbejder for at øge antallet af flyruter i det vestlige Danmark. Som konsekvens heraf er der et naturligt og tæt samarbejde med de større jyske lufthavne samt de flyselskaber, der har interesser i det vestdanske marked.

Dagens årsmøde i Silkeborg får besøg af flyselskaber fra nær og fjern. Gæstetaleren er salgsdirektør Jordi Porcel fra det spanske lavprisflyselskab Vueling. Han flyver direkte ind til Jylland for at møde COTRA-medlemmer og fortælle om selskabets satsninger i København og Aalborg.

Et andet lavprisflyselskab er Norwegian, der også er tæt tilknyttet COTRA. Her vil salgschef Frank Nordbjerg Olesen fortælle om langrute-revolutionen og Norwegians planer for langdistanceruter fra Danmark og resten af Skandinavien.

Andre flyselskaber på mødet vil være Turkish Airlines og britiske bmi regional. Turkish Airlines, der åbnede direkte ruter fra Istanbul til Aalborg og Billund sidste sommer, vil fortælle om forskellene på det øst- og vestdanske marked baseret på selskabets erfaringer med sine danske ruter. Bmi regional vil præsentere den nye rute fra Billund til Birmingham, der åbner den 3. juni og som vil supplere de ruter, som selskabet allerede i dag har fra København og Esbjerg.

Debatter
På årsmødet bliver der også plads til et par spændende debatter.

Aarhus Lufthavns arbejdende bestyrelsesformand Ango Winther giver et bud på “En ny start i Aarhus Lufthavn“ og vil sammen med marketingchef Jesper Klausholm fra Billund Lufthavn debattere fremtidens lufthavnsmarked i Jylland.

Debat bliver der også, når flyselskaberne Air France-KLM og Sun-Air of Scandinavia skal forklare, hvorfor prisniveauet på rejser ud af Jylland er højere end ud af København. Et emne der givetvis vil optage mange af COTRA´s medlemmer.

Glad formand
Dagens møde er set frem til med stor forventning og glæde hos den nyvalgte formand i foreningen.

“Det er femte gang, at vi holder årsmøde, og fremmødet vidner om, at COTRA er kommet for at blive. Selv i Barcelona har de hørt om COTRA, når det er muligt at tiltrække salgsdirektøren for et af de største lavprisflyselskaber i Europa,“ siger foreningens formand Anette Hoelgaard, der til daglig er Travel Manager hos virksomheden Terma i Lystrup uden for Aarhus.

Hun fortæller samtidig, at årsmødet også vil have deltagelse af flere nye virksomheder, der ønsker at vide mere om foreningen og dens virke.

“Foreningens brændstof er medlemmernes engagement og mangfoldighed,“ forklarer Anette Hoelgaard om den store opbakning, som er kendetegnende for foreningens medlemdsmøder.