Lufthansa forventer kun at aflyse fem procent af sine flyvninger lørdag. Til gengæld bliver langruterne hårdt ramt.
Efter tre dages strejke blandt Lufthansas piloter med mere end 2.600 aflyste flyvninger, så kommer Lufthansas passagerer lørdag til at blive noget mindre generet af den store strejke, som startede onsdag.
Således forventer Lufthansa på nuværende tidspunkt kun at aflyse 137 ud af de omkring 3.000 flyvninger, som det store europæiske luftfartsselskab har på programmet lørdag. 88 af de 137 flyvninger vil være interkontinentale flyvninger. Ifølge Lufthansa, så vil strejken berøre alle selskabets langdistanceruter.
Så selvom strejken kun rammer få flyvninger, så har den stor effekt på Lufthansas langruteoperation.
Der kan også være et lille antal aflysninger på kort og mellemlang ruter som følge af de tidligere dages strejker. De fire dages strejker har ramt 345.000 passagerer samlet, med i alt 2.755 aflysninger.
Kontakte 230.000 kunder
Lufthansa beder om, at alle kunder tager deres forholdsregler for at kontrollere status for deres flyvninger på LH.com før de tager i lufthavnen. Lufthansa kontakter alle passagerer, der har leveret kontaktoplysninger i deres kundeprofiler, via e-mail eller SMS om eventuelle aflysninger. Lufthansa har indtil videre formået at kontakte ca. 230.000 kunder direkte via disse kanaler.
Lufthansa Koncernens øvrige flyselskaber Eurowings, Germanwings, SWISS, Austrian Airlines, Air Dolomiti og Brussels Airlines er ikke påvirket af strejken. Piloterne i Lufthansa Cargo er heller ikke blevet bedt om at strejke.
Kunder, hvis flyvninger er blevet aflyst på grund af strejken har mulighed for at ændre eller annullere deres bestilling uden beregning. For ruter inden for Tyskland er der også mulighed for at veksle flybilletter til Deutsche Bahn-værdikuponer.
Den aktuelle strejke er den 14. pilotstrejke i Lufthansa i løbet af de seneste to år. Piloterne er utilfredse med Lufthansas forslag til ny overenskomst med ændrede løn- og pensionsvilkår.
Relaterede artikler:
Lufthansa-strejke fortsætter fredag
Lufthansa-piloter forlænger strejken