Lufthansa fyrer samarbejdspartner

Det regionale tyske flyselskab Augsburg Airways skal ikke længere flyve for Lufthansa fra slutningen af oktober 2013. Det skaber usikkerhed om selskabets fremtidsmuligheder.

Et gammelt dansk ordsprog siger, at man ikke skal lægge alle sine æg i samme kurv.

Det må det tyske regionale flyselskab Augsburg Airways sande, idet Lufthansa i sidste uge opsagde aftalen med selskabet. Augsburg Airways har som hovedaktivitet at være produktionsselskab for den tyske luftfartsgigant.

Siden vinterfartplanen 1996/97 har Augsburg Airways været en del af “Team Lufthansa“ og således haft et særdeles tæt samarbejde omkring beflyvning af en række ruter fra primært München og Stuttgart.

Når sommertrafikprogrammet slutter ved udgangen afoktober måned næste år, må Augsburg Airways finde anden beskæftigelse til selskabets fly. Samlet opererer Augsburg Airways 17 fly på vegne af Lufthansa. Der er tale om 10 Dash 8-Q400 fly samt syv Embraer-fly i versionerne E190 og E195.

“Det faktum, at Lufthansa har overvejet re-positionering af den regionale flytrafik har længe været kendt. For Augsburg Airways kom tidspunket for meddelelsen dog overraskende,“ siger Johannes Boos, talsmand for Augsburg Airways til tyske medier.

Det er planen, at Lufthansa fremover vil operere al regional trafik gennem datterselskabet Germanwings.

460 arbejdspladser i fare
Ophør af samarbejdet med Lufthansa vil givetvis skabe store problemer for Augsburg Airways, der skal ud at finde beskæftigelse til flyene og dermedsikre arbejdspladserne for de 460 ansatte i selskabet.

Selskabet beskæftiger omkring 150 piloter, 185 kabineansatte, 90 teknikere samt 35 medarbejdere i administrationen.

Augsburg Airways blev etableret i 1981 under navnet Interot Airways som firmaflyselskab for den tyske industrikoncern Haindl Papier. I 2004 solgte familien Haindl aktiemajoriteten til Cirrus Airlines, der sidenhen blev opkøbt af ATON GmbH, der er den nuværende ejer af selskabet. I begyndelsen af 2012 gik søsterselskabet Cirrus Airlines konkurs.