Lufthansa kunne 6. januar fejre 100-års fødselsdag, og det tyske flyselskab har dermed indledt et jubilæumsår med forskellige markeringer. Blandt andet vil flere af flyene få en særlig bemaling.
Et af Europas største flyselskaber har netop rundet en flot milepæl.
Det er Lufthansa, som tirsdag 6. januar 2026 kunne fejre 100-års fødselsdag. Det tyske flyselskab blev grundlagt 6. januar 1926 som Deutsche Luft Hansa AG, og det blev lanceret i Berlin gennem en fusion af Deutscher Aero Lloyd og Junkers Luftverkehr.
Den første flyvning med Deutsche Luft Hansa AG fandt sted 6. april samme år, og siden da har selskabet mødt flere udfordringer. I 1953 blev det juridiske grundlag for nutidens Lufthansa lagt, og flydriften blev genoptaget i 1955, og dermed begyndte rejsen for det nuværende Deutsche Lufthansa AG.
’Lufthansas 100-års jubilæum er et øjeblik med stolthed og refleksion. Samtidig repræsenterer det et dristigt blik på fremtiden og starten på virksomhedens andet århundrede,’ lyder det fra Lufthansa.
Hyldest til passagerer og medarbejdere
Lufthansa har lagt sig i selen for at skabe et begivenhedsrigt jubilæumsår, og det hele gøres under mottoet ”We are the Journey”. Det er et budskab, der fokuserer på den fælles rejse for både kunder, fans og medarbejdere.
Jubilæet er blandt andet en hyldest til de passagerer, der har støttet Lufthansa gennem et århundrede fyldt med udfordringer, forandringer og fremskridt, lyder det.
’Uden deres loyalitet og tillid ville Lufthansas succeshistorie ikke have været mulig. Jubilæet er derfor et udtryk for taknemmelighed til de mennesker, der har været med til at forme denne rejse,’ fortæller Lufthansa, der også hylder de mange tusinde ansatte gennem årene for deres store engagement.
I dag har Lufthansa-koncernen samlet set 100.000 ansatte fra flere end 160 lande, hvoraf 40.000 af dem er beskæftiget hos selve flyselskabet Lufthansa Airlines.
Jubilæum vil være synligt på flere måder
I løbet af 2026 vil Lufthansa således markere jubilæet med mange begivenheder og markeringer til glæde for både passagerer og medarbejdere.
Markeringen inkluderer en permanent udstilling i Lufthansa-koncernens Hangar One, særlige begivenheder, en historiebog, film- og videoproduktioner, medarbejderfester, kundearrangementer samt marketing- og produktkampagner.
Det særlige logo ”100 Years of Lufthansa” er synligt på boardingkort, i lufthavne og om bord på Lufthansas flyvninger. Herudover vil der eksempelvis i mange bycentre være en plakatkampagne, der fortæller Lufthansas historie via ikoniske billeder og budskaber.
Særlige bemalinger til fly
Et af de særlige højdepunkter ved markeringen af 100-års jubilæet er de særlige flybemalinger, som Lufthansa har iværksat. Således vil seks forskellige fly få en jubilæumsbemaling – herunder en Airbus A380, Airbus A350-1000, Airbus A350-900, Airbus A320, Boeing 747-8 og en Boeing 787-9 Dreamliner.
Sidstnævnte var det første fly med den særlige bemaling. Der er tale om Dreamliner-flyet med registrering D-ABPU og navnet ”Berlin”. Flyet blev 22. december 2025 færgefløjet fra Boeings Everett-faciliteter i den amerikanske delstat Washington til Frankfurt. Den flyvende ambassadør for Lufthansa forventes i rutedrift inden længe.
Dreamlinerens specialdesign består af en blå flykrop med en hvid trane, der svæver over flyet, men hvor dens vinger smelter sammen med flyets vinger. Flyets vinger bliver derfor praktisk talt til tranens vinger.
Tranen, der er Lufthansas varemærke, blev designet af grafisk designer og arkitekt Otto Firle i 1918. Den store fugl er blevet flyselskabets fremtrædende kendetegn verden over i løbet af årtierne.
Relaterede artikler:
100-års Dreamliner i særlig bemaling hos Lufthansa

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


