- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Lufthansa i samarbejde med rederigigant om ITA

Lufthansa ønsker sammen med rederigiganten MSC at overtage aktiemajoriteten i nyetablerede ITA Airways. Det italienske flyselskabs bestyrelse skal nu behandle henvendelsen.

Som CHECK-IN.dk skrev om for 14 dage siden, er Lufthansa interesseret i at købe sig ind i det nystartede italienske flyselskab ITA Airways, der formelt blev etableret sidste efterår med udgangspunkt i aktiver fra boet efter konkursramte Alitalia.

Nu har Lufthansa officielt meldt sig på banen sammen med rederigiganten MSC Mediterranean Shipping Company. Det skriver ITA Airways i en pressemeddelelse.

ITA Airways har modtaget et såkaldt Express of Interest (EOI) fra Lufthansa og MSC. Et EOI bruges i en screeningsproces i forhold til at kunne afgive et formelt bud. MSC og Lufthansa har udbedt sig en eksklusiv ret i 90 dage til vurdere mulighederne for et konkret bud. 

MSC og Lufthansa oplyser samtidig, at de ønsker at overtage majoriteten af aktierne, men at man stadig ønsker, at den italienske regering skal beholde en minoritetsejerandel i selskabet.

“ITA Airways er tilfreds med, at det arbejde, der er udført i de seneste måneder for at tilbyde de bedste udsigter til selskabet begynder at få de forventede resultater i skabelsen af en virksomhed, der anerkendes som være levedygtig for internationalt respekterede partnere både inden for passager- og godstransport. Bestyrelsen vil undersøge detaljerne af interessetilkendegivelsen i et kommende møde,” hedder det i en meddelelse fra ITA.

Vil byde med italiensk rederigigant
Lufthansa har flere gange i løbet af rekonstruktionsprocessen omkring Alitalia vist interesse for at komme tættere på et rekonstrueret italiensk flyselskab. Den tyske luftfartskoncern har dog betinget sig, at flyselskabet i det store og hele skulle være gældfri og slanket, og det er hvad den italienske regering har formået med ITA Airways.

Samtidig har Lufthansa fundet en partner, der nyder stor anseelse i italienske erhvervskredse. Rederigiganten MSC har hovedkontor i Schweiz, men den kontrolleres af den italienske Aponte-familie med Gianluigi Aponte i spidsen. Koncernen beskæftiger flere end 100.000 ansatte i 155 lande og har en flåde på omkring 600 skibe

I MSC-koncernen indgår også krydstogtrederiet MSC Cruises, som er verdens tredjestørste krydstogtrederi efter Carnival Corporation og Royal Caribbean Group. Her kan der være tydelige synergier mellem de to transportgiganter.

Flere forhindringer på vejen
Lufthansa er heller ikke ubekendt med det italienske marked, som man har haft et godt øje til i mange år. Allerede tilbage i 1999 købte Lufthansa en ejerandel på 26 procent i italienske Air Dolomiti, og siden 2003 har det tyske selskab haft det fulde ejerskab. Sideløbende hermed etablerede Lufthansa i 2009 datterselskabet Lufthansa Italia, men det måtte lukke i 2011 efter store tab.

For at et fremtidigt medejerskab af ITA Airways kan blive en realitet, skal den italienske regering først og fremmest godkende betingelserne, hvorefter EU-Kommissionens konkurrencemyndigheder skal høres. Sidstnævnte vurderes at kunne blive den største forhindring.

 

Relaterede artikler:

Medie: Lufthansa vil overtage op til 40 procent af ITA

Sparekrav til Alitalia før Lufthansa vil købe

Officielt: Lufthansa har afgivet bud på Alitalia