- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Lufthansa i strid med Indien – alle flyvninger aflyst

Lufthansa og de indiske myndigheder strides om rettighederne til at flyve mellem Tyskland og Indien. Det får nu Lufthansa til at aflyse alle flyvninger til Indien.

Lufthansa har aflyst alle flyvninger til og fra Indien fra 30. september til 20. oktober på grund af en strid med Indien om rettigheder til at flyve. Det skriver flere internationale og indiske medier.

Tyskland er et af 13 lande, der har forhandlet en aftale om en særlig “rejseboble” med Indien. Aftalen gjorde det muligt i begrænset omfang at genoprette flyforbindelserne mellem de to lande efter nedlukningen på grund af coronapandemien.

Lufthansa genoptog regelmæssige flyvninger til Indien i august og har ansøgt de indiske myndigheder om tilladelse til at fortsætte flyvningerne efter udgangen af september. Den ansøgning er imidlertid uventet blevet ”blokeret” af de indiske myndigheder, siger selskabet.

Lufthansa har siden midten af august fløjet fra Frankfurt og München til Delhi, Mumbai og Bangalore, ligesom selskabet planlægger at genoptage flyvninger til Chennai.

Indien: Urimelig fordel til Lufthansa
Indiens transportministerium siger, at der er restriktioner for indiske statsborgere, der ønsker at rejse til Tyskland, og at dette ”satte indiske transportører i en betydelig ulempe, hvilket resulterede i en urimelig fordeling af trafikken til fordel for Lufthansa”.

”I modsætning til indiske flyselskaber, der flyver tre til fire fly om ugen, udførte Lufthansa 20 flyvninger om ugen. På trods af denne forskel tilbød vi at tillade syv flyvninger om ugen til Lufthansa, hvilket ikke blev accepteret af dem. Forhandlingerne fortsætter,” meddeler det indiske transportministerium.

Lufthansa opfordrer til rejseaftale
Lufthansa opfordrer i en erklæring de indiske myndigheder til at arbejde sammen med den tyske regering om at etablere en midlertidig rejseaftale mellem begge lande.

”En sådan aftale er nødvendig for at imødekomme det presserende behov fra titusinder af indere og udenlandske statsborgere for rejser til og fra Indien og vil også hjælpe med at balancere interesserne hos begge landes flyselskaber,” understreger det tyske flyselskab.

Før coronapandemien fløj Lufthansa dagligt fra Frankfurt til Bangalore, Chennai, Delhi og Mumbai og fra München til Delhi og Mumbai. Air India servicerede samtidig Frankfurt dagligt fra Delhi og fire gange om ugen fra Mumbai.

 

Relaterede artikler:

Lufthansa fjerner yderligere 18 langdistancefly

Air India opgiver skandinaviske ruter

Lufthansa garanterer hjemflyvning