Svigtende efterspørgsel får Lufthansa-koncernen til at sigte mod 150 færre fly i flåden, og man opgiver Airbus A380 og Airbus A340-600. Reduktion af 22.000 fuldtidsstillinger er ikke nok.
Der har længe været rygter i markedet om, at Lufthansa-koncernen var på vej med endnu en sparerunde, og det blev mandag en realitet, da ledelsen kunne offentliggøre den tredje “ReNew”-omstruktureringspakke siden coronaens indtog.
Europas største luftfartskoncern har valgt at reagere på den svage efterspørgsel, som har ramt markedet i løbet af de seneste uger som følge af en særdeles negativ smitteudvikling over hele Europa.
I lighed med forudsigelserne fra den europæiske lufttrafiktjeneste Eurocontrol vil den udbudte kapacitet i årets fjerde kvartal ligge pænt under tidligere forudsigelser.
“Hvis den nuværende trend fortsætter, så vil antallet af udbudte sædekilometer kun ligge på mellem 20 og 30 procent sammenlignet med samme periode året før,” skriver Lufthansa i en pressemeddelelse.
Alle A380 og A340-600 udfases
Den svage trafik- og efterspørgselsudvikling kommer også til at få betydning for flådesammensætningen. Lufthansa har allerede sat seks Airbus A380 på jorden, og nu følger de resterende otte fly af samme type tillige med yderligere 10 Airbus A340-600. De syv Airbus A340-600, der allerede står på jorden, vil forlade flåden permanent.
De 14 A380´ere og de 10 A340´ere vil kun komme på vingerne igen, hvis der sker en uventet og meget hurtig genopretning af markedet, så indtil videre bliver de sendt til langtidsopbevaring.
Beslutningen om at fjerne yderligere 18 langdistancefly fra flåden kommer til at koste 1,1 milliard euro, eller hvad der svarer til 8,2 milliarder danske kroner. Dette beløb vil blive udgiftsført i årets tredje kvartal.
Flere stillinger skal nedlægges
Når Lufthansa ikke får brug for så mange fly, er konsekvensen samtidig, at der heller ikke bliver brug for så mange ansatte. Derfor meddeler selskabet, at den varslede reduktion af 22.000 fuldtidsstillinger i koncernen, ikke vil være tilstrækkelig.
Det er således inden for den operative del af virksomheden, at der vil være en overtallighed, som skal drøftes med de faglige organisationer.
Samtidig varsler Lufthansa også en omorganisering, således at ledelseslaget kan reduceres med 20 procent. Det betyder også, at Lufthansa-koncernen vil reducere sine kontorlejemål over hele verden, og alene i Tyskland med 30 procent.
Relaterede artikler:
Medie: Lufthansa vil skære dybere i langdistanceflåden