Stor jysk interesse får Lufthansa til at sætte større fly ind på sin rute mellem Frankfurt og Billund og ansætte en jysk salgsansvarlig. Selskabet har dog ingen planer om at gøre sit indtog i Aalborg.
Lufthansa øger i den kommende sommersæson kapaciteten på sin rute mellem Frankfurt og Billund. Fire daglige flyvninger med 70-90 sæders CRJ-fly bliver fremover erstattet af fire daglige flyvninger med 120-sæders Boeing 737-500 fly. Det sker blandt andet som en konsekvens af selskabets øgede marketingindsats over for mindre virksomheder.
”Vi har lanceret vores eget SMV-program, som i dag tæller 1.300 virksomheder. Mange af dem holder til i Jylland. Derfor sætter vi større fly ind på Billund,” forklarer Lufthansas danske landechef, Morten Balk.
Samtidig har selskabet ansat en dansk key account manager, der har kontor i det jyske og udelukkende skal koncentrere sig om det jyske marked.
Ikke på vores agenda
Det øgede fokus på det jyske marked er dog ikke ensbetydende med, at der snart lander Lufthansa-fly i flere jyske lufthavne end Billund, som selskabet flyver til i dag.
”Billunds optageområde er stort nok til at dække Jylland tilfredsstillende. Infrastrukturen gør, at man nemt kan rejse på tværs af landet. Derfor mener vi, at vi sagtens kan tiltrække passagerer fra de større byer,” siger Ulrich Link, chef for Lufthansa i Norden og Baltikum.
Han udelukker en kommende Lufthansa-entré i Aalborg Lufthavn.
”Aalborg er ikke på vores agenda,” understreger Ulrich Link, der ikke gør noget aktivt for at få ruteplanlæggerne i Lufthansa-hovedkontoret i Frankfurt til at overveje en Aalborg-rute, når der bliver ledig kapacitet.
Ikke svare igen
Lufthansa lægger ikke skjul på, at tyskerne ser Turkish Airlines som en fremadstormende konkurrent på linje med de tre store mellemøstselskaber langs Den Persiske Golf. Turkish Airlines udvider i den kommende sommer sin trekantsrute fra Istanbul til Aalborg og Billund fra fem til seks ugentlige flyvninger, hvor tre går Istanbul – Billund – Aalborg – Istanbul, og de tre øvrige flyvninger går den anden vej rundt.
Den tyrkiske oprustning er dog ikke noget, som får Lufthansa til at ændre holdning til omfanget af sin jyske tilstedeværelse.
”Vi kan ikke svare igen omgående hver gang andre luftfartsselskaber gør noget,” påpeger Ulrich Link.
Lufthansa sidder på 14 procent af det danske marked og havde i 2013 over 1,3 mio. passagerer på sine fly ind og ud af Danmark. Hver uge har 292 danske returflyvninger. Udover flyskiftet i Billund, så introducerer Lufthansa også en femte daglig afgang på København – Frankfurt.