- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Lufthansa køber 17 nye Boeing-fly

Lufthansas bestyrelse har godkendt køb af 17 nye fly, heraf syv Boeing 787-9 Dreamlinere, der skal kompensere for den forsinkede levering af de nye 777X, der først kan leveres fra 2025.

Boeing Commercial Airplanes måtte for nylig endnu engang udsætte leveringen af de første 777X-fly, der skulle have haft debut i 2023 og nu først rammer markedet i 2025.

Det kommer blandt andet til at gå ud over Lufthansa, der har en samlet ordre på 20 777-9, der var tiltænkt som en-til-en erstatning for de 19 firemotorers Boeing 747-8.

Men den forsinkede levering af 777-9 har tvunget den tyske luftfartskoncern til at bestille yderligere syv Boeing 787-9 udover de 25 fly, der allerede er bestilt. Det meddeler selskabet mandag.

Ordre på flere fragtfly
Udover at øge ordren fra 25 til 32 Dreamlinere, er det også lykkedes Lufthansa at fremrykke leveringen af de allerede bestilte Dreamliner-fly, hvoraf nogle vil blive leveret allerede i 2023 og 2024.

Nybestillingen på yderligere syv 787-9 Dreamlinere kan leveres i 2025 og 2026, og det skyldes, at andre flyselskaber af forskellige årsager har annulleret deres ordrer, hvorfor der er blevet ledige slots i produktionen.

Ved siden af de syv passagerfly har Lufthansa valgt at bestille 10 nye fragtfly, henholdsvis syv nye 777-8F samt tre 777F. Første af de tre 777-fragtfly vil kunne leveres til Lufthansa i løbet af et par uger, da det har fløjet for et andet selskab, mens de to øvrige fly vil følge senere.

De nye og moderne 777-8F vil derimod først blive leveret fra 2027.

Investeringer for 18,6 milliarder kroner årligt 
Mandagens flyordre er en del af samlede investeringer i den tyske luftfartskoncern for 2,5 milliarder euro i 2022, hvilket svarer til 18,6 milliarder kroner. Samme årlige investeringsniveau ventes koncernen at holde frem til 2024.

I den anledning udtaler Carsten Spohr, koncernchef i Lufthansa Group:

“Vi fortsætter med at investere i mere brændstofeffektive, mere støjsvage og mere økonomiske fly, der udleder betydeligt mindre CO2, som gør os i stand til at drive vores flådemodernisering. Ved at købe disse topmoderne fly understreger vi igen Lufthansa Groups evne til at investere i og forme fremtiden. Vi tager igen initiativet og udvider vores lederrolle samt tager ansvar for miljøet – med premium-produkter til vores kunder og en bæredygtig flåde.”

 

Relaterede artikler:

Endnu en forsinkelse til Boeing 777X

Lufthansa køber flere Dreamlinere

Lufthansa sælger A380’ere – og køber nye langdistancefly