Lufthansa er så træt af Turkish Airlines’ ekspansion på det tyske marked, at tyskerne har opsagt codesharesamarbejdet mellem de to Star Alliance-partnere.
Lufthansa trækker nu en streg i sandet over for Turkish Airlines. Tyskerne er trætte af Turkish Airlines aggressive ekspansion på det tyske marked og tyrkernes stigende succes med at trække passagerer fra Tyskland via Istanbul til Mellemøsten og Asien. Derfor har Lufthansa opsagt alle codeshare-aftaler mellem de to selskaber med virkning fra slutningen af marts næste år.
I dag omfatter samarbejdet Turkish Airlines’ koder på Lufthansa-flyvninger i Tyskland og fra Tyskland til Nordamerika samt Lufthansa-koder på tyrkernes flyvninger fra Tyskland til Tyrkiet og internt i Tyrkiet.
Gå sammen
Lufthansas træk er usædvanligt, da de to selskaber sammen ejer et charterflyselskab og er blandt de mest markante medlemmer af Star Alliance, som SAS også er en del af. Desuden var det sidste år sågar på tale, at de to selskaber skulle gå sammen i et tæt joint-venture samarbejde. Et projekt som fik opbakning fra den tyske forbundskansler Angela Merkel.
Men nu har piben fået en anden lyd og Lufthansa lægger nu afstand til Turkish Airlines. Reaktionen har visse lighedstegn med den holdning som Lufthansa har til stenrige golf-selskaber som Emirates, Etihad og Qatar Airways. Lufthansas topchef Christoph Franz har flere gange markeret sin foragt for golf-selskaberne og klart erklæret, at de ikke hører hjemme i Star Alliance.
Samme berøringsangst har man ikke hos oneworld alliancen, hvor British Airways er blandt de ledende medlemmer. Her optog man i slutningen af oktober Qatar Airways i medlemskredsen.