I det første hele år uden samarbejdet med SAS i Star Alliance havde tre af fire netværksselskaber i Lufthansa Group passagerfremgang i CPH. Landechef Flemming Nordestgaard ser ingen grund til at ringe med alarmklokkerne.
SAS var sammen med Lufthansa, Thai, United og Air Canada med til at grundlægge Star Alliance tilbage i 1997, men som alle ved, forlod det skandinaviske flyselskab alliancen den 31. august 2024 til fordel for SkyTeam, idet Air France-KLM købte 20 procent af aktierne i SAS og betingede sig et allianceskifte.
Meddelelsen tilbage fra 3. oktober 2023, hvor Air France-KLM’s medejerskabet blev annonceret, var tilsyneladende ikke noget, der skabte voldsomt meget furore hos Lufthansa Group.
Det fortæller Flemming Nordestgaard, landechef for Lufthansa Group i Danmark og Norge, i den seneste episode af podcasten Take Off, der udgives af TravelMedia Nordic.
“Internt var der ikke så forfærdelig meget kommunikation omkring det. Selvfølgelig tog man notits af det, da det skabte en ny situation og især i Skandinavien. Det, at en af de grundlæggende medlemmer af Star Alliance gik ud af den alliance, de selv havde været med til at grundlægge, det var uset – det har vi ikke set tidligere i branchen,” fortæller Flemming Nordestgaard.
Glad for samarbejde med Norwegian-selskab
Afbrydelsen af samarbejdet med SAS har naturligvis skabt udfordringer for Lufthansa Group, der ikke længere kan føde trafik til de trafikale knudepunkter i Frankfurt, München, Zürich, Wien og Bruxelles på samme vilkår som tidligere.
Derfor kunne man også forestille sig, at Lufthansa Group måske ville række ud til Norwegian for et tættere samarbejde med SAS’ hovedkonkurrent i Skandinavien. Det vil den danske Lufthansa-chef dog ikke svare direkte på.
“Alle, der kender det skandinaviske marked, ved, at der ikke er så mange spillere, der kan være interessante, hvis man har brug for en partner til at feede til sit netværk. Vi har fået et tæt og stærkt samarbejde med Widerøe (datterselskabet af Norwegian, red.), hvor Widerøe er baseret i Bergen og dækker den norske vestkyst, men selvfølgelig dækker de ikke i Danmark og Sverige,” lyder det.
Derudover skal man forstå, at Lufthansa Group stadig har overvejelser om, hvordan man fremadrettet skal agere i det skandinaviske marked.
“Vi har stadig en aftale med SAS på visse områder, blandt andet med det vi kalder feed og defeed inden for Skandinavien, men ellers er det en opgave, som Lufthansa Group har i fremtiden at finde ud af, hvordan vi skal positionere os og etablere os i det skandinaviske marked,” understreger Flemming Nordestgaard i podcasten.
Overrasket over opretholdelse af position
Flemming Nordestgaard forklarer samtidig, at der er eksempler på andre selskaber, der før i tiden har klaret sig fint uden at have en partner i Skandinavien, men han erkender, at udviklingen i det skandinaviske marked ikke er ens over hele linjen.
“Der er nogle markeder, hvor vi kan se, at der er en voldsom vækst, og så er der andre, hvor vi ser det lidt modsatte i øjeblikket,” lyder det.
Friske tal fra Københavns Lufthavn viser eksempelvis, at tre ud af fire netværksselskaber i Lufthansa Group i 2025 havde fremgang i CPH, hvor Lufthansa førte an med en passagervækst på 8,1 procent, mens Swiss og Austrian også gik frem. Til gengæld var der en svag tilbagegang på 0,8 procent for Brussels Airlines.
“Jeg er måske en anelse overrasket over, at vi har været i stand til at opretholde vores position, fordi selvfølgelig kan vi også se, hvad der sker i Københavns Lufthavn i øjeblikket, og der er en ret stor kapacitetsudvidelse i gang. Det var der sidste år, og det ser ud til, at den også fortsætter i år,” siger Flemming Nordestgaard og tilføjer, at så længe efterspørgslen er der, er der ingen grund til at ringe med alarmklokkerne.
Podcasten med Flemming Nordestgaard er tilgængelig på Apple Podcasts, Podimo og Spotify eller via hjemmesiden Takeoff.dk.
Relaterede artikler:
Måtte skjule sin identitet ved opstarten af Jet Time

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


