- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Lufthansa lander nyt milliardunderskud

Også 2021 endte i minus for Lufthansa, men koncernen fik dog reduceret underskuddet mærkbart i forhold til 2020. ”Vi er meget sikre på, at flytrafikken vil opleve et kraftigt opsving i år" siger koncernchefen.

For mange flyselskaber startede sidste år som en udfordring, fordi en del lande forsat var omfattet af rejserestriktioner grundet COVID-19-pandemien, men det rettede sig i løbet af året, da grænser blev genåbnet, og kunderne vendte tilbage.

Sådan oplevede Lufthansa tilsyneladende også året. Det er i hvert fald beskeden i årsregnskabet for 2021, som den store tyske luftfartskoncern netop har offentliggjort. Regnskabet viser dog, at Lufthansa kom ud af året med et underskud.

Nettounderskuddet endte på 2,2 milliarder euro, hvilket svarer til 16,3 milliarder danske kroner. Det er en forbedring på 67 procent i forhold til regnskabsåret 2020, hvor koncernen fik et nettounderskud på 6,7 milliarder euro (49,8 milliarder kroner).

Omsætningen steg
Det var dog ikke kun underskuddet, som det lykkedes Lufthansa at forbedre i forhold til året før. Omsætningen i selskabet steg også, når man sammenligner med tallene for 2020. I 2021 havde koncernen en omsætning på 16,8 milliarder euro (125 milliarder kroner).

Det er cirka 24 procent mere end i 2020, hvor omsætningen lød på 13,6 milliarder euro, som svarer til 101,1 milliarder kroner. Lufthansa oplyser i regnskabet, at koncernen tilskriver den positive udvikling i omsætningen til særligt to faktorer.

Det skyldes dels, at selskabet har fløjet med flere passagerer i løbet af 2021, hvor der særligt i løbet af sommeren var efterspørgsel efter flyvninger. Derudover har Lufthansa også investeret 581 millioner euro (4,3 milliarder kroner) i at omstrukturere selskabet, hvilket har ført til, at indtjeningen er steget.

Fordobler næsten driftsresultatet
Fragtforretningen havde et godt år i 2021, da Lufthansa Cargo næsten fordoblede driftsresultatet i forhold til året før.

I 2020 var driftsresultatet 772 millioner euro (5,7 milliarder kroner), mens det sidste år steg til 1,5 milliarder euro (11,1 milliarder kroner), hvilket ifølge Lufthansa er det bedste resultat nogensinde for fragtselskabet.

At flere fly kom på vingerne i løbet af 2021, smittede også positivt af på luftfartsservicefirmaet LSG, som landede et driftsresultat på 27 millioner euro (200,8 millioner kroner). Det er en stor forbedring i forhold til 2020, hvor selskabet havde 284 millioner euro (2,1 milliarder kroner) i underskud på driften.

Vil sælge fra
Ifølge Lufthansa er det dog ikke nødvendigvis givet, at LSG forbliver en del af koncernen i alt fremtid. Den europæiske del af forretningen er allerede blevet solgt fra, og arbejdet med at få solgt resten af LSG pågår.

Derudover vil gruppen også gerne enten sælge eller børsnotere en del af Lufthansa Technik og skille sig af med AirPlus, der beskæftiger sig med betaling for forretningsrejser, samt andre dele af koncernen, der ikke er en del af kerneforretningen.

Selvom de seneste to år har været udfordrende, fortæller koncernchef Carsten Spohr fra Lufthansa, at koncernen mener, at lysere tider venter forude. Det understreges dog, at fremtiden i øjeblikket betragtes som værende usikker, da Lufthansa endnu ikke ved, hvordan krigen i Ukraine vil påvirke efterspørgslen.

”Vi er meget sikre på, at flytrafikken vil opleve et kraftigt opsving i år. Vores strategi med at udvide det private rejsesegment har vist sig at være den rigtige. Folk vil gerne rejse. De søger og har brug for personlig kontakt – særligt efter to år med pandemi og de tilhørende sociale restriktioner. Den indestængte efterspørgsel efter fritids- og forretningsrejser var allerede markant i 2021 – og denne tendens forventes at blive forstærket i 2022.”

 

Relaterede artikler:

Lufthansa indsætter over 50 ekstra fly i påsken

Lufthansa i samarbejde med rederigigant om ITA

Lufthansa lander beskedent plus i tredje kvartal