- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Lufthansa og MSC går efter 80 procent af ITA

Flere interesserede købere forsøger i øjeblikket at overtage en del af ITA Airways. Den italienske regering ønsker at have et salg på plads, inden udgangen af næste måned.

Til trods for at ITA Airways blot har været i gang siden midten af oktober sidste år, er der allerede stor interesse for at købe en bid af det italienske SkyTeam-flyselskab, der blev skabt ud af resterne af Alitalia, der gik konkurs i efteråret 2021.

Den seneste tid har det lydt, at flere interesserede parter ønsker at få en del af flyselskabet, som råder over en flåde bestående af 59 fly med en gennemsnitsalder på 14,6 år. Derudover har ITA Airways bestilt fire Airbus A350-900’ere, der endnu ikke er leveret.

På nuværende tidspunkt er det den italienske regering, der ejer flyselskabet. Det er derfor Finansministeriet i landet, som har fået til opgave at sortere i de afgivne bud og udpege de selskaber, der kan få lov til at indgå i konkrete forhandlinger om en overtagelse.

Staten vil fortsat eje en mindre del
En af de interesserede parter er luftfartskoncernen Lufthansa, der har slået sig sammen med den schweizisk-italienske rederigigant MSC. De to har afgivet et fælles bud på på flyselskabet, som tilsyneladende vil betyde, at parterne potentielt overtager 80 procent af ITA Airways.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters vil ejerandelene i tilfælde af et salg blive fordelt sådan, at Lufthansa overtager 20 procent af flyselskabet, mens MSC vil blive majoritetsejer med 60 procent af ITA Airways.

I Italienske medier har det tidligere lydt, at ITA Airways har en anslået værdi på mellem en og to milliarder euro, hvilket svarer til mellem 7,4 til 14,8 milliarder kroner. En talsperson fra Lufthansa ønsker dog ikke at knytte en kommentar til, hvorvidt det prisniveau er retvisende.

De resterende tyve procent af flyselskabet vil fortsat være ejet af den italienske stat, lyder det. Snakken om et potentielt opkøb af ITA Airways har gået i et stykke tid, men ifølge Reuters skulle Lufthansa og MSC have afgivet et formelt bud mandag i denne uge.

Vil sælge aktier for milliarder
Lufthansa og MSC er dog ikke de eneste, der er interesseret i at købe sig ind i flyselskabet. Det amerikanske investeringsfirma Certares har sammen med Air France-KLM og Delta Air Lines også afgivet et bud.

Delta Air Lines har i denne uge bekræftet, at selskabet ikke har til hensigt at tilføre finansielle midler til ITA Airways ved en eventuel handel, men flyselskabet ønsker i stedet at bygge videre på det allerede eksisterende samarbejde, som de to selskaber har etableret.

Hos Air France-KLM ønsker man ikke at kommentere et eventuelt bud. Det er dog værd at bemærke, at selskabet for nyligt har sat aktier til en værdi af 2,26 milliarder euro (16,8 milliarder kroner) til salg.

Træffer snart beslutning
Midlerne fra aktiesalget skal angiveligt blandt andet benyttes til at betale den franske stat tilbage for de hjælpepakker, der blev givet i støtte i løbet af COVID-19-pandemien.

Salget vil dog ifølge Reuters ligeledes være medvirkende til, at Air France-KLM kan leve op til de krav, som EU har opstillet for selskaber, der ønsker at deltage i yderligere konsolidering i luftfartsbranchen.

Det forventes, at Finansministeriet i Italien i løbet af de kommende uger vil træffe en beslutning om hvem af de to interesserede købere, der bliver inviteret til at forhandle videre om en endelig aftale. Regeringen ønsker angiveligt, at salget er på plads inden slutningen af juni.

 

Relaterede artikler:

ITA kan være solgt i løbet af få uger

Udsigt til budkrig om ITA Airways

Lufthansa i samarbejde med rederigigant om ITA