Lufthansa og rejsebureauer på kollisionskurs

Lufthansa har besluttet med virkning fra den 2. april at afskaffe bookinggebyret på 10 euro for salg via selskabets hjemmeside. Ifølge den tyske rejsebureauforening DRV bryder Lufthansa en aftale fra 2004, hvor agentprovisionen blev afskaffet.

Den 1. januar 2003 fjernede SAS provisionen til rejsebureauerne og reducerede i stedet billetpriserne med 4 – 7 procent. Året efter fulgte Lufthansa efter og fjernede provisionen til rejsebureauerne på det tyske marked og sidenhen de øvrige markeder.

Det lykkedes rejsebureauerne i forhandlingerne med luftfartsselskaberne at sikre, at luftfartsselskabet opkrævede et salgstillæg ved salg af billetter igennem egne kanaler, således at der ikke ville ske en diskriminering i forbindelse med afskaffelse af provisionen.

Rejsebureauerne mente, at det ville være konkurrenceforvridende, at luftfartsselskaberne kunne sælge billetter gennem egne kanaler uden gebyrer og honorarer, hvorimod rejsebureauerne var blevet tvunget til at opkræve betaling for deres ydelser gennem et tillæg oveni billetprisen.

Hos SAS startede salgstillægget på125 kroner, men er løbende blevet reduceret til det øjeblikkelige niveau på 30 kroner, som forklares således på SAS-hjemmesiden:

“Når du køber din billet, vil du se, at der altid optræder et “salgstillæg“ som en del af den samlede pris. Det kan forekomme underligt, når vi bryster os af ikke at påføre vore kunder unødvendige gebyrer. Vi ville da også helst være gebyret foruden, men skal faktisk tage et salgstillæg for at konkurrere på lige fod med de rejsebureauer, der også sælger vores billetter, og som lever af disse salgstillæg. Dette blev fastslået i en Højesteretsdom den 3. september 2004.“

Salgstillæg forsvinder i Tyskland
I Tyskland opkræver Lufthansa i dag 10 euro eller 75 kroner i salgstillæg. Men dette ophører den 2. april, hvor salgstillægget forsvinder helt.

Det har fået de tyske rejsebureauer til at fare i flint. Næstenformanden i den tyske rejsebureauforening DRV, Otto Schweisgut har omgående meddelt Lufthansa, at denne beslutning ikke vil kunne accepteres.

Da Lufthansa tilbage i 2004 indførte nulprovisionen var det samtidig med løfte om, at selskabet ville opkræve et salgstilæg ved salg af billetter gennem egne distributionskanaler.

“Indførelsen af et salgstillæg var rejsebureauernes betingelse for dengang at indgå aftale med Lufthansa om fjernelsen af provisionen,“ siger Otto Schweisgut.

DRV overvejer nu, hvilke aktioner der skal iværksættes for at gøre Lufthansa opmærksom på, at beslutningen ikka kan accepteres af rejsebureauerne.

“Kunderne får det indtryk, at der ingen omkostninger er forbundet med salg gennem egne online-kanaler. Det er simpelthen forkert, da der er betydelige omkostninger til personale, teknik og markedsføring,“ siger DRV-næstformanden.

På det danske marked er Lufthansassalgstillæg i dag reduceret til 10 kroner, og det må også forventes at falde bort samtidig med tillægget på det tyske marked i begyndelsen af april måned.