Lufthansas piloter har varslet en seks timer lang strejke fredag eftermiddag. Lynstrejken rammer de fleste kort- og mellemdistanceruter hos det tyske flyselskab.
Lufthansas piloter fortsætter kampen for en ny overenskomst. I sidste uge gennemførte piloterne i datterselskabet Germanwings en strejke, som ikke har afstedkommet bevægelser i dialogen mellem partnere.
Torsdag aften meddeler den tyske pilotfagforening Vereinigung Cockpit, at piloterne på kort- og mellemdistanceflyvninger vil strejke fredag den 5. september fra kl. 17.00 til kl. 23.00.
Alle flyvninger til og fra Frankfurt med fly af typen Airbus A320, Boeing 737 og Embraer ventes at blive ramt af strejken inden for det annoncerede tidsrum.
Ifølge en meddelelse fra Vereinigung Cockpit er fagforeningen parat til at afværge konflikten, såfremt Lufthansa indleder en dialog. Herudover beklager man de gener, som Lufthansas passagerer vil blive påført.
Lufthansa arbejdede torsdag aften på højtryk for at få strikket et nødtrafikprogram sammen. Foreløbigt er der til og fra Danmark aflyst en aftenrotation mellem Frankfurt og København samt to rotationer mellem Frankfurt og Billund, i alt seks flyvninger.
Flyselskabet opfordrer berørte passagerer til at foretage en fri ombooking til en ny rejsedato inden for tre måneder.