- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Lufthansa-selskab indfører vaccinationskrav

Fra den 15. november skal piloter og kabinepersonale hos SWISS have modtaget vaccination mod COVID-19 for at kunne være en del af vagtplanen.

Det er ikke kun i Asien og USA, at flere flyselskaber har besluttet at kræve de ansatte vaccineret mod COVID-19. Nu er trenden også kommet til Europa.

Således har Lufthansa-datterselskabet SWISS meddelt, at fra den 15. november skal de flyvende ansatte have modtaget vaccination mod coronavirus for at kunne være tjenestegørende hos flyselskabet.

Ifølge SWISS kommer tiltaget i kølvandet på krav fra flere lande, der ønsker at se dokumentation på, at flypersonalet er vaccineret, og det har det schweiziske flyselskab for nylig oplevet hos myndighederne i Hongkong.

“Vi skal igangsætte denne handling nu, hvis vi skal fortsætte med at opretholde vores globale rutenetværk og opfylde vores omsorgsforpligtelser over for vores medarbejdere,” siger Dieter Vranckx, koncernchef i SWISS.

Vil undgå komplekse vagtplaner
Ifølge SWISS vil det være kompliceret at tilrettelægge vagtplaner, hvis selskabet skulle håndtere vaccineret og ikke-vaccineret personale i to separate organisationer.

Det ville i værste konsekvens betyde, at nogle destinationer og regioner ikke længere ville kunne betjenes, hvilket ville påvirke effektiviteten i det store hub-trafiksystem. Da tilgængeligheden til vaccinerne på det seneste er blevet øget markant, ser flyselskabet da heller ikke noget problem i at indføre vaccinationskravet.

SWISS oplyser, at man  har en “åben og transparent dialog” med personalet omkring det nye krav, og samtidig understreger selskabet, at der i den nuværende overenskomst er hjemmel til at indføre et sådan krav.

Vaccinationskrav hos selskaber i Australien, Singapore og USA
For nylig meddelte australske Qantas, at selskabet fra den 15. november vil kræve piloter, kabinepersonale og lufthavnsansatte vaccineret, og det samme har amerikanske United Airlines, hvor samtlige ansatte skal have modtaget en vaccination seneste den 27. oktober.

Singapore Airlines, Scoot og Jetstar Asia, der alle har base i Singapore, forlanger, at selskabernes frontpersonale skal være færdigvaccinerede inden udgangen af året.

Også i Canada er der krav om vaccination på vej. Den canadiske regering har planer om at kræve, at alle, der opholder sig i de føderalt regulerede fly-, tog- eller krydstogtsektorer, skal være vaccineret for at kunne være med om bord.

SAS følger udviklingen
I begyndelsen af juni afviste fungerende pressechef Alexandra Lindgren Kaoukji fra SAS i Danmark, at SAS havde planer om at indføre tvangsvaccination for personalet.

“Vi følger udviklingen nøje og håber, at det går så hurtigt som muligt med at vaccinere, så vi kan åbne vores samfund. Vi undersøger forskellige måder for at kunne tilbyde medarbejderne, som endnu ikke er vaccineret, en mulighed for at blive vaccineret. Vi følger de nationale anbefalinger – det vil sige, at alle anbefales vacciner for at reducere spredningen af infektionen,” sagde pressechefen til CHECK-IN.dk.

 

Relaterede artikler:

Qantas: Alle ansatte skal vaccineres mod COVID-19

Vil kræve luftfartspersonale og flypassagerer vaccineret

SAS siger nej til tvangsvaccination af de ansatte