Lufthansa udvider rutenettet fra München

Lufthansa genoptager ruten fra München til Miami samt udvider på fire østeuropæiske destinationer.

Når sommerfartplanen træder i kraft i slutningen af marts måned 2010 vil Lufthansa øge sine aktiviteter fra det sydtyske “hub“ i München.

I første omgang genåbnes den direkte rute til Miami, hvor Lufthansa fra 30. marts vil flyve tre gange ugentligt med en Airbus A330-300. Det bliver dermed et supplement til den daglige rute fra Frankfurt til Miami.

Tidtabellen er som følger:

LH460 MUC0935 – 1410MIA 333 124
LH461 MIA1600 – 0730+1MUC 333 124

For danske rejsende betyder det, at der er gode forbindelser ved afrejse fra København, mens den nye Miami-rute ikke har særligt gode tilslutningsmuligheder til ruten mellem Billund og München.

Udover ruten til Miami får også fire østeuropæiske destinationer øget betjening fra München. Endnu et tegn på, at Lufthansa koncentrerer sine aktiviteter om de tre “hubs“ i Frankfurt, München og Zürich bl.a. på bekostning af Wien, hvorfra Austrian hidtil har haft stor aktivitet til Central- og østeuropa.

Den østeuropæiske opgradering fra München sker ved at tilføje en tredje daglig afgang til rumænske Timisoara. Herudover øges til de to kroatiske byer Dubrovnik og Split fra nuværende to til henholdsvis fire og fem ugentlige afgange. Endelig tilføjes en ekstra ugentligt afgang til Tbilisi i Georgien, der dermed kommer op på 8 ugentlige afgange fra München.