- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Lufthavnsoperatør inviterer til sprængning af klippe

Kalaallit Airports indbyder interesserede til at overvære en klippesprængning ved Ilulissat Lufthavn, der skal markere startskuddet på anlægsarbejdet af den nye internationale lufthavn.

Det er ikke hver dag, en lufthavnsoperatør inviterer den brede befolkning til at opleve en stor sprængning af et råt stykke klippe.

Nu har grønlænderne netop sådan en chance, da Kalaallit Airports International A/S har inviteret interesserede ud til Ilulissat Lufthavn. Et stykke klippe skal sprænges bort, da der skal gøres plads til at forlænge landingsbanen i lufthavnen.

”Kalaallit Airports International A/S kan med stor glæde invitere til markeringen af den længe ventede igangsættelse af anlægsarbejdet for den nye, internationale lufthavn i Ilulissat,” skriver den grønlandske lufthavnsoperatør i invitationen.

Arrangementet finder sted onsdag den 29. januar fra klokken 13.00, og det bliver afholdt nær den eksisterende lufthavn. Interesserede skal møde op ved vigepladsen nord for Itisuarsuk. Vejen afspærres klokken 13.05, og den store sprængning foretages klokken 13.15. Kalaallit Airports anmoder om, at man tager plads uden for den afmærkede sikkerhedszone.

For tre måneder ad gangen vil Kalaallit Airports udarbejde en tidsplan over planlagte bore- og sprængningsarbejder ved Ilulissat Lufthavn. I første kvartal af 2020 vil der kun foregå omtalte ceremonisprængning, og der vil generelt set ikke foretages sprængninger i tidsrummet fra klokken 22 til 07.

Punktet – og sikkerhedszonen – for klippesprængningen ved Ilulissat Lufthavn. Grafik: Kalaallit Airports

Udvidelser af lufthavne færdig i 2023
I august 2019 underskrev Kalaallit Airports International A/S og den danske entreprenør Munck Gruppen A/S en kontrakt på anlæggelse af nye landingsbaner i både Ilulissat og Nuuk, så begge lufthavne fremover bliver internationale.

De to landingsbaner i Ilulissat og Nuuk bliver begge på 2.200 meter, og de vil blive bygget med ILS (Instrument Landing System), der er præcisionslandingsudstyr. Flyene vil dermed kunne lande ved nedsat sigtbarhed. Landingsbanerne skal efter planen være færdigbygget i slutningen af 2023.

Der vil også blive anlagt nye terminalbygninger i Ilulissat og Nuuk. Terminalerne vil blive tidssvarende og moderne, og der skal desuden bygges nye kontroltårn og nye servicebygninger i lufthavnene. Bygningsarbejdet skal efter planen afsluttes samtidigt med landingsbanerne.

I oktober sidste år skrev den grønlandske avis Sermitsiaq, at både SAS og Norwegian var i overvejelser om at udfordre Air Greenland på ruten mellem Danmark og Grønland, når de to nye lufthavne åbner om i 2023.

 

Relaterede artikler:

Kontrakter om nye lufthavne er underskrevet

Ingen begrænsninger på internationale ruter til Grønland

Dansk entreprenør skal bygge grønlandske lufthavne