- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Malaysia Airlines bestiller 20 Airbus A330neo

Nye langdistancefly fra Airbus er inden længe på vej til Malaysia Airlines, der står foran en fornyelse af langdistanceflåden. Flyene skal supplere de nuværende Airbus A350.

Malaysia Airlines har taget første skridt til at sikre en foryngelse af selskabets flåde af langdistancefly, der i øjeblikket består af Airbus A330, A350 og A380. Sidstnævnte er dog langtidsparkerede og kommer ikke i drift igen.

I dag råder Malaysia Airlines over 21 Airbus A330ceo med en gennemsnitsalder på 11,4 år, men selskabet ønsker at anskaffe sig nyere fly, der er billigere i drift og har en lavere udledning af CO2.

Her er valget faldet på Airbus A330-900neo, som oneworld-selskabet netop har bestilt 20 eksemplarer af ved en ceremoni i Kuala Lumpur, hvor Airbus’ kommercielle direktør Christian Scherer var til stede. Halvdelen af flyene købes direkte fra Airbus, mens de resterende 10 fly vil blive leaset gennem det irske flyleasingselskab Avolon.

Flyene vil løbende blive leveret i takt med, at de 21 A330’ere i ceo-udgaven bliver udfaset. Sammen med de seks Airbus A350-900, der allerede er i flåden, vil de kommende fly blive rygraden i langdistanceflåden.

25 procent lavere brændstofforbrug
De nye A330-900neo bliver udstyret med Rolls-Royce Trent 7000-motorer og vil primært blive brugt på ruterne i Asien, i Stillehavsområdet samt til Mellemøsten.

Flyene vil blive indrettet i en toklasses konfiguration med 300 sæder, og det er en smule mere end de nuværende A330-300, der har plads til 287 passagerer med 19 i Business Class og 268 i Economy Class.

Hos Malaysia Aviation Group (MAG), der er moderselskab for Malaysia Airlines er der glæde at spore hos koncernchef Izham Ismail.

“Købet af A330neo er en naturlig overgang fra vores nuværende A330ceo-flåde. A330neo vil ikke kun give flådemodernisering og øget driftseffektivitet, men vil også opfylde miljømål gennem reduceret brændstofforbrug per sæde, samtidig med at passagerernes sikkerhed og komfort bevares i centrum. Dette er en væsentlig milepæl, da MAG bevæger sig hen imod en succesfuld eksekvering af vores langsigtede forretningsplan 2.0 for at positionere sig som en førende luftfartskoncern i regionen.”

A330-900neo har omkring 25 procent lavere brændstofforbrug og CO2-udledning i forhold til de nuværende A330’ere, og flyet er i stand til at flyve 13.300 kilometer nonstop. Indtil videre har Airbus modtaget ordrer på flere end 270 A330neo fra omkring 20 flyselskaber fra hele verden – herunder danske Sunclass Airlines og Air Greenland.

 

Relaterede artikler:

Air France-KLM byder på Malaysia Airlines

SIA og Malaysia Airlines vil drive ruter sammen

Malaysia Airlines bejler til Japan Airlines