Ifølge lokalt medie i Malaysia har der været ført forhandlinger på højt plan om et delvist salg af Malaysia Airlines til Japan Airlines.
Japan Airlines kan være en kandidat til at købe en andel i Malaysia Airlines. Det skriver nyhedsbureauet Bloomberg på baggrund af en artikel i det lokale malaysiske medie The Edge.
Ifølge The Edge, der henviser til anonyme kilder med kendskab til sagen, har der været ført forhandlinger på højt niveau om en mulig investering fra Japan Airlines i Malaysia Airlines.
Malaysias nationale flyselskab har gennem flere år har været i økonomisk krise, og en femårig turnaround-plan, som blev iværksat i 2014, skulle have ført til, at flyselskabet igen fik overskud i 2018. Det lykkedes imidlertid ikke, og 2019 har indtil videre vist sig også at være et år med store udfordringer for Malaysia Airlines.
Tætte forbindelser mellem regeringer
Japans og Malaysias regeringer har tætte forbindelser, og Malaysia har de seneste år forsøgt at sikre flere investeringer fra Japan i malaysiske selskaber.
Japan Airlines’ koncernchef Yuji Akasaka sagde i juni, at det var for tidligt at sige, om flyselskabet ville overveje en investering i Malaysia Airlines, selvom yderligere samtaler var mulige.
Malaysia Airlines ejes i dag 100 procent af Khazanah Nasional, som er Malaysias statslige formuefond. Khazanah Nasional har hyret den internationale finansvirksomhed Morgan Stanley til at se på strategiske muligheder for Malaysia Airlines, og et salg af andele i det nationale flyselskab er en af mulighederne.
Det er ikke lykkedes for Bloomberg at få kommentarer til historien i The Edge fra hverken Japan Airlines eller Khazanah Nasional.
Krise i kølvandet på to flykatastrofer
Malaysia Airlines blev i 2014 ramt af to flykatastrofer. Først forsvandt et Boeing 777-200ER-fly med rutenummer MH370 på en flyvning fra Kuala Lumpur til Beijing, og kort efter blev et andet Boeing 777-200-fly med rutenummer MH017 på en flyvning fra Amsterdam til Kuala Lumpur skudt ned over det østlige Ukraine af pro-russiske oprørere.
De to ulykker kostede tilsammen 537 mennesker livet og var i høj grad med til at forværre selskabets i forvejen svære situation.
For nyligt blev det offentliggjort, at Singapore Airlines og Malaysia Airlines har underskrevet et aftalememorandum om at styrke samarbejdet mellem de to flyselskaber.
Relaterede artikler:
Kan Malaysia-Singapore Airlines genopstå?
Malaysia Airlines gør klar til ny fremtid
MH017 blev ramt af russisk missil