Ryanair Boeing 737-800 (Foto: Morten Lund Tiirikainen)

Massiv medieomtale af Ryanair

I sidste uge blev Ryanair nævnt i næsten 800 artikler og indslag i danske medier og nåede ud til over 54 mio. potentielle læsere, lyttere og seere.

Ryanairs etablering af base i Københavns Lufthavn fra på torsdag og den uro, det har skabt i den danske fagbevægelse, har ikke overraskende fyldt meget her på CHECK-IN.dk i de forgangne måneder. Det irske lavprisselskabs entré i København og medfølgende postyr er heller ikke gået ubemærket hen i de bredere medier, som ikke har luftfart som deres primære stofområde – sådan som vi har det her på Danmarks største nyhedssite om rejser og luftfart.

En opgørelse fra medieovervågnings- og analysebureauet Retriever viser således, at omtalen af Ryanair i danske medier er eksploderet i de forgangne uger. Omtalen af Ryanair er nået ud til næsten 35 gange så mange potentielle læsere, lyttere og seere i sidste uge som i ugerne lige efter årsskiftet.

Retriever har set på omtalen af Ryanair i 474 danske printmedier, herunder alle landsdækkende og regionale medier, 229 lokale ugeaviser og 187 magasiner og fagblade, samt mere end 1.100 af de største danske websider med redaktionelt indhold og 56 radio- og tv-programmer.

Medieomtale eksploderede
I uge 1 og 2 blev Ryanair omtalt i medier, der nåede ud til knap 1,5 mio. mennesker. Det steg til 1,7 mio. i uge 3 for så at dykke til lige godt 800.000 mennesker i uge 4. Torsdag den 29. januar i uge fem holdt Ryanair så et velbesøgt pressemøde på Hotel Royal i København. Det fik medieomtalen til at eksplodere til at nå ud til 24 mio. potentielle læsere, lyttere og seere i den uge.

Fra uge seks frem til uge 11 nåede omtalen af selskabet ud til mellem 5 og 14,5 mio. såkaldte bruttolæsere. Blandt andet affødt af at selskabet holdt yderligere to pressemøder. I sidste uge, uge 12, nåede omtalen af Ryanair ud til over 54 mio. bruttolæsere. Det skyldtes primært, at det første Ryanair-fly landede i Københavns Lufthavn onsdag eftermiddag. En begivenhed, der blev fulgt tæt af tv-hold fra både DR og TV2. Sidstnævnte havde sågar deres tv-helikopter i luften til at forevige, da Boeing 737-flyet fra Dublin satte hjulene ned på asfalten på Amager.

I et dårligt lys
Ryanair blev i årets første fire uger tilsammen nævnt i 74 artikler, radio- og tv-indslag. I uge 5 – 8 blev det til 924 artikler og indslag. Og i uge 9 – 12 blev det til 1220 artikler og indslag om det irske lavprisselskab, viser opgørelsen fra Retriever.

Alene i uge 12 blev det til 781 artikler og indslag. 65 gange flere end de 12 artikler, der blev skrevet i årets første uge. Og meget tyder på, at der kommer endnu flere artikler og tv-indslag i denne uge. Det er nemlig på torsdag, at Ryanair etablerer sin base i Københavns Lufthavn med et fly og 30 piloter og stewardesser. Samme dag mødes Ryanair og Flyvebranchens Personale Union i Arbejdsretten i striden om hvorvidt der skal tegnes en overenskomst for personalet på den nye danske base eller ej.

Megen af omtalen har handlet om flypersonalets arbejdsvilkår og har stillet Ryanair i et dårligt lys. Men i mange tilfælde er det også blevet nævnt, at selskabet tilbyder billige flybilletter. Og den navnkundige rejsekonge, Simon Spies, sagde som bekendt engang, at dårlig omtale er bedre end ingen omtale.

Medieovervågnings- og analysebureauet Retriever har leveret baggrundsinformation.Ved citering skal Retriever nævnes som kilde.

Foto: Morten Lund Madsen.