Med lufthavnsbus fra København til Billund

Under rutenummeret ‘Fjernbus 444’ har det siden begyndelsen af marts måned været muligt at køre med lufthavnsbus direkte fra København til Billund Lufthavn. Ruten drives af SIMS Turistbiler og en enkeltbillet koster 330 kroner.

Da Billund Lufthavn gennem mange år har forsøgt at markedsføre lufthavnen som den internationale lufthavn i Vestdanmark, har det været nødvendigt at sikre busbetjening til og fra lufthavnen p.g.a. den geografiske beliggenhed.

Billund Lufthavn ligger nemlig midt inde i Jylland ca. 27 kilometer vest for Vejle, der ligger ved Jyllands østkyst, hvor motorvej E45 og den jyske længdebane har sikret en effektiv infrastruktur.

Lufthavnen etablerede selv tidligt en busrute til Aarhus for at sikre tilgængeligheden fra Danmarks næststørste by. Men også en lang række offentlige ruter slår vejen forbi Billund Lufthavn med passagerer til lufthavnens mange udenrigs- og charterafgange.

I dag er der rutedrift med busfra lufthavnen til Brande, Grindsted, Herning, Horsens, Kolding, Silkeborg, Skanderborg, Vejle og Aarhus.

Men siden begyndelsen af martshar København, Slagelse og Odense nu også fået direkte busforbindelse til den jyske lufthavn. Det er SIMS Turistbiler, der hver morgen kl. 06.00 sætter kursen mod det jyske med udgangspunkt fra Valby Station. Efter stop i Slagelse, Odense og Vejle ankommer bussen kl. 09.55 i Billund Lufthavn, inden turen fortsætter til Herning. Den modsatte vej kører bussen fra Billund Lufthavn kl. 12.30 med ankomst i Valby kl. 16.30.

Det er dog begrænset, hvor mange flyafgange der vil være indenfor rækkevidde fra kl. 10.00 om formiddagen. Det vil umiddelbart kun være daglige ruteflyafgange tilOslo, Amsterdam, Paris og München, der vil kunne passe med lufthavnsbussen fra Sjælland samt Ryanair´s afgange til primært Barcelona-Girona og Palma de Mallorca.

En busbillet fra København (Valby Station) til Billund Lufthavn koster 330 kroner pr. enkeltrejse og skal bestilles direkte hos busselskabet senest kl. 20.00 aftenen før afrejsen. SIMS Turistbiler understreger, at der er masser af plads i bagagagerummet samt siddepladsgaranti på alle afgange.